Voldsomt snevejr skaber problemer - Motorveje ramt

Et voldsomt snevejr onsdag morgen skaber store problemer i trafikken. Vestmotorvejen var helt lukket i østgående retning ved Vemmelev, og også på Sydmotorvejen var der problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et kraftigt snefald skabte onsdag morgen store problemer nogle steder i regionen.

SE SENESTE UPDATE OM VEJRET: Status på trafikken og snevejret lige nu

- Sneen er faldet i et bælte fra Korsør over Slagelse, Haslev, Rønnede og Faxe, og her er det ret slemt. Især Vestmotorvejen er hårdt ramt, siger vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der er faldet mellem fem og ti centimeter tøsne i det ramte område, og da det stadig sner, er problemerne omfattende for trafikken.

- Det er slemt i det ramte område, men vi kender ikke til større problemer i Nordvestsjælland og på Lolland-Falster, oplyser Vejdirektoratets Trafikinformationsservice.

Vestmotorvejen spærret

Snefaldet betyder, at Vestmotorvejen har været spærret i østgående retning ved Vemmelev.

- Det var så glat, at lastbilerne ikke kunne komme op af Vårby Bakke, og de strandede i sneen, siger Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Først klokken 08.00 blev motorvejen delvist genåbnet på stedet.

Politiet valgte at sende sneplove ned på motorvejen, hvor de med politieskorte kørte mod kørselsretningen for at rydde vejen.

Sydmotorvejen også ramt af problemer

Også Sydmotorvejen var ramt af problemer som en følge af snefaldet. Motorvejen var delvist spærret i nordgående retning ved Rønnede, hvor en lastbil er kørt af vejen, men hvor anhængeren hænger delvist ind over motorvejens inderspor.

Der er en del kø på stedet.

- Det er også en kompliceret sag, for vi skal have to bjergningskøretøjer på stedet samtidig for at kunne bjerge lastbilen. Her har jeg ingen tidshorisont, siger vagtchefen onsdga morgen.

Som at køre i smør

Han oplyser, at ingen kom noget til ved uheld rundtomkring i regionen i morgentimerne, selvom nogle af uheldene så voldsomme ud.

- Folk kører langsomt, men det er virkelig meget glat nogle steder. Vejene er helt fedtede, og nogle steder er det som at køre i smør eller sæbe. Så selv om det hele er foregået ved meget lave hastigheder, så har chaufføren ikke kunnet gøre noget, siger han.

Store lokale forskelle

Snefaldet har langt fra ramt hele vores område - og grænsen mellem områder med sne og områder uden kan være meget skarp. 

Mens Haslev og Rønnede således er hårdt plaget af sneen, så er eksempelvis Næstved stort set gået fri af snefaldet.

- Det er i bæltet tværs over Sjælland, at vi hører problemer, selvom der saltes i hele regionen, siger Vejdirektoratets Trafikinformationsservice.


Nyhedsoverblik