Nyheder fra din hverdag

Voldsom stigning i virksomhedsindbrud

Foto: TV ØST

Gennem det seneste år er antallet af indbrud i regionens virksomheder steget eksplosivt.

Det gik voldsomt til i weekenden, da Vigersted skole i Ringsted natten til lørdag havde indbrud. Tyvene slap kun afsted med en bærbar pc, men ødelagde meget. De forsøgte at rive en projektor ned fra et loft i et klasselokale, og det var dermed synet af et fuldkommen raseret loft, der mødte pedellen, da han blev tilkaldt.

- De havde jo på det nærmeste revet hele loftet ned, fortæller Tarik Basssiouni, som er pedel på skolen.

Og det er faktisk fjerde indbrud på skolen i år.

Uventede besøg som det i weekenden er dog efterhånden langt fra usædvanligt.
Over hele regionen er sket en stigning i antallet af indbrud i virksomheder, bekræfter Flemming Madsen, som er efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Sjællandske virksomheder er særligt hårdt ramt med hele 43 procent flere indbrud fra 2007 til 2008 mod 15 procent på landsplan, viser tal fra Dansk Brand- og sikringsteknisk institut.
Og tyvene ved, hvad de går efter.

- Bærbare computere og it-udstyr er populært blandt indbrudstyve, fordi det er let at afsætte. Og både offentlige og private virksomheder har mere elektronik stående i dag, end de havde for nogle år siden, forklarer Peder Gellers, som er sikkerhedschef i Dansk Brand- og sikringsteknisk institut.

Og virksomhederne er ifølge Peder Gellers et alt for let bytte.

- Problemet er, at detailhandlen for mange år siden lærte at sikre sig godt og grundigt mod indbrud, mens virksomhederne halter noget efter med sikringen og blandt andet mangler alarmer og skiltning, fortæller han.

Synlige vagtskilte og låse kan altså medvirke til at holde tyvene væk.
På Vigersted skolen håber pedellen også på, at der bliver råd til flere kameraer.

- Det er selvfølgelig svært at finde pengene til det i vores budget, men vi er simpelthen nødt til det nu, lyder det fra Tarik Basssiouni.

Weekendens tyveknægte er fortsat ikke fundet.

 

Tip os Har du et godt tip?