Voldelige forældre får rabat på straffen

Forældre, der slår deres børn, skal længere tid i fængsel. Det vil give mere tid til behandling, mener Børns Vilkår. Kravet kommer efter, at en mor fik to måneders fængsel for vold mod sine børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er dagen efter dommen. Vi er ude foran Kvickly i Holbæk.

- Det er synd for hende. Det er synd, at man kan komme så langt ud, at man slår sine børn, siger Pia Dyrh.

En kvinde fra Holbæk fik i går to måneders fængsel. En del borgere i Holbæk mener, at vold mod ens egne børn skal straffes hårdere.

- Det er for lidt, siger Ulla Michaelsen.

Formanden for Børns Vilkår bakker op om, at der skal straffes hårdere, hvis kvinden samtidig får behandling i fængslet.
- Hvis man virkelig skal hjælpe, så kan man diskutere, om to måneder er nok, siger formand Peter Albæk.

Moren har revet, slået og sparket sine børn på ni og ti år. Her er, hvad børnene sagde i retten:

- Det er ikke så sjovt, når mor er fuld.

- Nogle gange slår mor.

- Jeg har lige været på sygehuset, fordi mor har slået mig, så jeg fik ondt i hovedet.

Man straffer generelt vold mod børn lavere end anden kriminalitet. Der gives nemlig en straf-rabat, så børnene ikke skal være væk fra deres forældre i så lang tid.

- Man kan i høj grad diskuttere, om der skal være en slags rabat. Altså om niveauet er for lavt i forhold til det signal, vi sender om vold mod børn, siger Peter Albæk, som er formand for Børns Vilkår.

Der er også nogen på gaden i Holbæk, der mener, at fængsel slet ikke er det rigtige sted for kvinden.

- Hun har brug for hjælp og behandling. Hun har ikke brug for at sidde i fængsel med narkomaner, spritbillister og andre kriminelle, siger Pia Dyhr.


Nyhedsoverblik