Vognmand i klemme

Foto: TV ØST

​En taxavognmand, der med sin taxabevilling til en stor taxa har bundet sig til at køre blandt andet handicapkørsel i minimum fem år, er selv blevet syg. Alligevel kan han ikke slippe ud af aftalen med Taxanævnet.

I virkeligheden ville Saif Ashk fra Næstved gerne fortsætte med at køre stor taxa. 

- Der er rigtigt gode penge i det, meget bedre end når man kører en almindelig lille taxa, siger han i dag til TV Øst. 

Det var faktisk også derfor, at han for to et halvt år siden investerede i en stor taxa. Han forestillede sig, at det skulle han leve af fremover. Men efter knap 2 år med handicapkørsel havde han fået 2 diskusprolapser i nakken. Det er de mange løft, når kørestolene skal for eksempel op på liften, der slider på den 30-åriges ryg. Dertil kommer en masse fastspænding og støtte til de handicappede. 

Derfor ansøgte han i juni 2015 Taxanævnet i Næstved kommune om at få lov til at konvertere sin taxabevilling fra en stor taxa til en almindelig lille taxa. Men nævnet sagde nej. Saif Ashk har nemlig bundet sig for en 10 årig periode, og reglen er, at det først er efter 5 år, man kan søge om at lave den om. 

To nye diskusprolapser

Efter fire måneder havde Saif Ashk yderligere to diskusprolapser, således at han nu var oppe på fire. Han søgte derfor igen Taxanævnet om lov til at konvertere bevillingen. Igen fik han afslag. 

Problemet er, at der er mangel på store taxaer i Næstved, der kan køre handicapkørsel. Derfor er Taxanævnet relativt strikse med, at vognmændene overholder de aftaler, de indgår.

- De handicappede har det jo svært nok i forvejen med offentlig transport, og vi kan jo ikke bare nedlægge den ene store taxa efter den anden, siger Niels Kelberg (DF), der er medlem af Taxanævnet, i dag til TV ØST. 

Har ikke set lægeerklæring

Saif Ashk har ellers lægens ord for, at det vil være langt mere hensigtsmæssigt for ham ikke at køre med handicappede, samt at køre i en lille bil. Men Niels Kelberg mener ikke, at han nogensinde har set vognmandens lægeerklæringer. Han vil dog ikke afvise, at der er sket en fejl i sagsbehandlingen. 

- Jeg har aldrig set en lægeerklæring fra ham, men det er klart, at hvis han læge skriver det, og han kan fremvise dokumentation, så må vi se på sagen igen, siger Niels Kelberg. 

Saif Ashk har tænkt sig at søge Taxanævnet en tredje gang om at konvertere hans bevilling. Ellers frygter han, at han ender med en førtidspension.

- Jeg tør simpelthen ikke at fortsætte med at køre stor taxa, for jeg ønsker virkeligt ikke at få flere diskusprolapser, siger han i dag. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App