Det vi har sammen

Virksomheder satser på glade senior-medarbejdere

Foto: TV ØST

Efter ti års langsom udvikling oplever Ældre Sagen nu en enorm interesse fra virksomheder, der vil lave seniorpolitik - og PR for sig selv, skriver Avisen.dk.

 


Glade seniorer på arbejdspladsen er nemlig blevet status ligesom omtanke for etik og miljø, lyder det fra to kommunikationsrådgivere.


 


- Der er sket et gennembrud. Vi oplever en enorm interesse for kurser og rådgivning, og får mange flere aftaler end tidligere, siger Bent Mathiasen til Avisen.dk.


 


Han er kursuskoordinator for Ældre Sagen, og har arbejdet med kurser i seniorpolitik og overgangen til pensionistliv i ti år. Dengang vidste virksomhederne intet om emnet.


 


- For syv år siden blev det moderne at tale om social ansvarlighed, men virksomhederne havde for travlt til at gøre noget ved det. For tre år siden havde de fået stor forståelse for det, men havde ikke råd og var i en overlevelsesfase, siger han.


 


Men det har ændret sig meget siden. Efterspørgslen er steget støt.


 


Kø til kursusÆldre Sagen sælger blandt andet foredraget "Senkarriere med potentiale - Få større udbytte af dine seniormedarbejdere", der handler om planlægning af de sidste år på arbejdsmarkedet, økonomi og livet på pension.


 


Sidste år var Ældre Sagen ude med senkarriere-foredraget 50 gange, men indtil videre har de allerede fået 75 bestillinger hjem. Det er både private virksomheder og kommuner, der henvender sig.


 


Den udvidede pakke fra Ældre Sagen indeholder også rådgivning til virksomheden og en del, hvor Ældre Sagen hjælper arbejdsgiveren med at få sine senior-tiltag i pressen.


 


- Vi har et godt navn og ry, og mange virksomheder vil gerne ud med, at de opfører sig ordentligt og har en god etik, også overfor seniorerne, fastslår Bent Mathiasen.


 


Ældre bliver hørtDermed kommer seniorerne nu ind i folden sammen omtanke for klimaet og fairtrade-kaffe i kantinen - det der tilsammen udgør virksomhedens CSR - Corporate Social Responsibility.


 


Kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Niels Erik Folmann mener, det er den store efterkrigsgeneration, der nu slår igennem og skubber seniorpolitik op på linje med CO2 og børnearbejde.


 


- De er en stor markant gruppe. De har været vant til at være synlige også på arbejdspladsen, og de forventer at blive hørt. I mange år har ældre ikke haft megen plads i medierne, men 68'erne har formået at skaffe ørenlyd,  siger Niels Erik Folmann til Avisen.dk.


 


Han mener, at det også handler om en investering i fremtiden. Når vi er kommet over toppen af krisen, så bliver der mangel på ung arbejdskraft, mens der stadig er store årgange af de ældre.


 


- Man kan sige, at PR-delen også handler om at høste fremtidens ældres respekt,siger han.


 


Gør indtryk lokaltStig Fogh er en af Danmarks mest erfarne fundraisere og ansvarlig for flere af de store landsindsamlinger. Han ved, hvad der får danskernes hjerter til at bløde.


 


- Når man går i pressen med sin seniorpolitik, tror jeg blandt andet, det er for at gøre indtryk på lokalsamfundet. Det er på linje med, når virksomheder sponsorerer det lokale lilleputhold i fodbold, men bare med en anden målgruppe, siger Stig Fogh til Avisen.dk.


 


Han mener, seniorpolitikken også kan slå igennem ved, at medarbejderene bliver tilfredse og dermed taler godt om virksomheden.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App