Virksomheder er sortseere

Foto: TV ØST

Over halvdelen af alle private virksomheder og offentlige institutioner betaler ikke licens, som de burde. Danmarks Radio sender nu et brev med en opfordring om at få tilmeldt sig licens

140.000 private virksomheder og knap 4000 offentlige institutioner modtager i denne uge et brev fra Danmarks Radio med en opfordring om at få tilmeldt sig den nye medielicens.

- Som det ser ud nu, så mangler vi knap 20 mio kr i år, og det er selvfølgelig et problem, for det er det, der skal bruges til at lave programmer til danskerne for, siger DR's økonomidirektør David Hellemann til TV2 ØST. 

Medielicensen trådte i kraft 1. januar i år. Den betyder, at man skal betale licens, bare man har en computer. Det gælder også virksomheder, hvis de har mindst én ansat. 

Erhvervslicensen er kun ca. 1/3 af, hvad private husstande betaler, men alligevel betaler 60% af alle firmaer og offentlige institutioner ikke licens. En af dem er Vangby Emballering A/S i Næstved. Direktør Jakob Vangby mener ikke, DR har gjort nok opmærksom på den nye licens.

- Når vi leverer en vare sender vi en faktura, og det synes jeg også, DR burde gøre. Jeg synes, det er den, der leverer varen, der skal sørge for, at man får en faktura, siger han.

Men DR's økonomidirektør afviser, at man kan sende regninger ud.

- Licensreglerne er sådan, at man skal tilmelde sig licensen, og først derefter kan man få en regning, og det er derfor, vi har sendt brevet til virksomhederne nu og bedt dem tilmelde sig licensen, siger han. 

Hvis DR ikke får licenskronerne ind, vil de hæve erhvervslicensen til næste år.  

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App