Det vi har sammen

Vintervejret vender tilbage: Kold og hvid weekend

Foto: TV ØST

Der kommer kulde og sandsynligvis mere sne i weekenden.

Nogen steder kan kælken komme i brud. Andre går helt fri for sne - men må i stedet finde sig i rå kulde.

Selv i dagtimerne vil termometeret ikke vise plusgrader, lyder det fra DMI's vagthavende meteorolog Lars Henriksen.

- Det bliver en weekend med frost i dagtimerne, mellem frysepunktet og et par graders frost, og så kommer der snebyger rundt omkring. Specielt lørdag, varsler han.

Især i Nordvestsjælland
     
Der ventes store mængder sne på Bornholm - men også i vores region kommer der sne, mest i form af lokale snebyger, fortæller Lars Henriksen:

- Sneen falder fortrinsvist i Kattegat-området, ved Fyn og Nordvestsjælland, men det er meget svært at sige præcist hvor, og der er rimelig store lokale forskelle.

- Det er også svært at sige, hvor meget sne, der kommer. Nogen steder kommer der måske slet ingen sne, andre steder et lille bitte drys, og så er der så steder, hvor der kommer lidt mere, og hvor kælken kan komme frem igen, lyder det fra vagtchefen.

Sol søndag

Weekenden byder også på lidt sol af og til - især om søndagen.

Nattemperaturen ryger ned på omkring syv graders frost flere steder, mens vinden blæser svagt til jævnt fra nord og nordøst.

De seneste par dages koldere vejr markerer en indgang til en koldere periode.

- Det ser ud som om, det kan vare ved med det vinterlige vejr. I hvert fald hele næste uge. Længere fremme på vinteren ser det også ud til, at det kan blive koldere end normalt.

Vagtchefen slår dog fast, at der også kan komme mildere dage eller perioder ind imellem.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App