Vindmøllenaboer siger nej til penge

Borgerforeninger afviser, at penge vil få protesterende borgere til at sige ja til vindmøller. Mere på bankbogen overskygger ikke generne, mener de.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kolde kontanter skal formilde naboerne til kommende vindmøller. Men erstatningsordningen ser ikke ud til at glide så nemt ned som forventet. Dansk Folkeparti vil have vindmølleejerne til lommerne som kompensation for møllernes gener, men trods tilbuddet om penge fortsætter flere borgerforeningers protester mod møllerne.

- De gener, vi får i hverdagen, kan ikke erstattes af en sum penge. For du glemmer pengene, men generne er der hver dag. Det er ligesom prostituerede. Selv om de får penge, gør det stadig ondt, siger Jens L. Thysen, formand for Døstrup-Mjolden Borgerforening i Tønder Kommune.

Her har kommunen planer om at opstille seks større vindmøller som en del af regeringen energiplan, hvor der over hele landet skal opstilles kæmpevindmøller.

Dansk Folkeparti ser dog ikke modstanden som et problem. For partiet mener ikke, at erstatningen skal være bestikkelse til borgerne.

- Det er ment som en mulighed for de borgere, der føler sig forulempede. Møllerne skal rejses, og bliver man berørt, er jeg sikker på, at man vil tage imod en erstatning. Men det gælder også om, at ejerne af vindmøllerne tænker en ekstra gang på placeringen, hvis de kan risikere at skulle betale en erstatning, siger Jørn Dohrmann, Fødevare- og miljøordfører.

Fakta: 

* Skrotningsordningen fra 2004 til udgangen af 2009 går ud på at nedtage omkring 1000 små møller med en samlet kapacitet på 175 megawatt. De skal erstattes af 150 nye møller med dobbelt så stor kapacitet.

* Kommunerne skal ifølge energiaftalen fra februar samlet set reservere arealer til yderligere 150 megawatt i 2010-2011, hvilket svarer til 50-75 ekstra kæmpevindmøller.

* Mange steder har der været borgerprotester mod vindmøllerne. Det gælder blandt andet kommunerne Langeland, Lolland, Jammerbugt, Vordingborg, Tønder, Middelfart, Kerteminde og Ringkøbing-Skjern.


Nyhedsoverblik