Vindmølle-naboer: Urimeligt at vi ikke får erstatning

Det er ikke alle naboer til de kommende kæmpevindmøller på Asnæs, der får erstatning for værditabet på deres hus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I går fortalte vi om en række beboere på Østrupvej på Asnæs, som er blevet tilkendt erstatning på mellem 200.000 og 375.000 kroner, fordi de i fremtiden vil blive nærmeste naboer til seks kæmpevindmøller. I dag undrer flere af vejens andre beboere sig over, hvorfor de har fået afslag.

- Jeg forstår ikke, hvorfor min ene genbo, som bor lige på den anden side af vejen, har fået en erstatning på 10 procent af husets værdi, mens min anden genbo og jeg ingenting får, siger Søren Gaarde.

Begrundelsen for Søren Gaardes afslag på erstatning er, at hans hus hovedsageligt er orienteret væk fra de planlagte møller. Det betyder i praksis, at hans terrasse er placeret på den side af huset, som vender væk fra møllerne.

- Men når jeg sidder i min sofa inde i huset, har jeg direkte udsyn til vindmøllerne, så det giver jo ingen mening, siger Søren Gaarde.

Lidt længere nede af Østrupvej har 92-årige Andreas Labusz også fået afslag på sin ansøgning. En af begrundelserne er, at der står et grantræ og et birketræ foran hans gårdsplads. I afslaget bliver træerne beskrevet som "... Høj og tæt beplantning".

- Det forstår jeg ikke. Det er jo nærmest bare buske, siger Andreas Labusz.

- Det virker underligt og meget tilfældigt, hvem der får erstatning. Og så virker det som om, at myndighederne leder med lys og lygte efter noget, de kan give afslag på, siger Andreas Labusz søn Leo Labusz.

Det er den uafhængige instans Taksationsmyndigheden, som afgør sager om erstatning i forbindelse med vindmøller. Taksationsmyndighedens skøn er individuelt, og borgernes eneste mulighed for at klage over en afgørelse er at gå rettens vej.

- Årsagen kan være, at de bor på hver sin side af vejen, hvor nogle ejendomme er orienterede op mod vindmøllerne, mens nogle andre er orienterede ned mod vandet. Selv om de er naboer, så er det ikke nødvendigvis det samme, siger Linda Nielsen, som er formand for Taksationsmyndigheden på Sjælland.

Du kan se alle Taksationsmyndighedens afgørelser fra Østrupvej ved at klikke her.

Du kan desuden læse mere om at være nabo til vindmøller her.


Nyhedsoverblik