Der er ikke noget som en godt indstillet trampolin - og højt til loftet.
Det kan 20 børn i Haslev nok godt skrive under på.
Børnene, som alle er mellem 6 og 12 år, deltager i Haslev Trampolin og Turngymnasters sommerskole. Sommerskolen er en del af Haslev TTs store sommerskole, som både er for springgymnaster og trampolinspringere.
Tiltrækker børn
Mikkel Holm på 10 år springer til daglig trampolin i Karise, men i denne uge bliver han undervist på sommerskolen i Haslev.
- Det er fedt, fordi man lærer en masse nye tricks, og så er det sjovt og hyggeligt, siger han.
Deltagerne på trampolinskolen tæller både nybegyndere og øvede trampolinspringere. Udover at springe i trampolin laver børnene også øvelser, som forbedrer balancen, styrken og koordinationen.
Udsolgt med det samme
Trampolinskolen er særdeles populær. De 20 pladser blev fyldt ganske kort tid efter, at der blev åbnet for tilmelding. Det samme gælder i øvrigt Haslev TTs børnehold, som begynder igen efter sommerferien.
- Jeg tror, at det er rigtig populært, fordi mange børn allerede har en havetrampolin, og så vil de prøve det rigtigt. Desuden har der været øget fokus på de gode præstationer, som vores danske springere har leveret i den seneste tid, og det har nok også en betydning, siger Gitte Ladegaard, som er træner i Haslev TT.
Mikkel Holm er vild med trampolinspring, fordi det kilder i maven. Se hvorfor i klippet herunder.
Læs mere
Hvis du selv har fået lyst til at gå til trampolinspring, kan du finde en klub i nærheden af dig ved at klikke her: http://www.dgf.dk/forening/default.asp?Num=228&Menu=626