Vil forbyde rygning

I Sorø må de 3000 offentligt ansatte forberede sig på at kvitte tobakken fuldstændigt i arbejdstiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg bryder mig ikke om det. Det er noget, der bliver trukket ned over hovedet på os. Conni Patij arbejder i Borgerservice i Sorø kommune, og er en af de 3000 offentligt ansatte i Sorø kommune, der måske snart skal indstille sig på, at rygepausen ryger sig en tur.

- Hvad bliver det næste ? er det de tykke, de går efter, eller de rødhårede, når de har fået has på os rygere ?, siger Conni Patij til TV2 Øst.

En indstilling fra medarbejdernes hovedudvalg, HU, betyder, at politikerne i kommunen nu skal tage stilling til, om det skal være fuldstændigt bandlyst at tage sig en rygepause i arbejdstiden for de offentligt ansatte.

Baggrunden for forslaget er, at kommunens medarbejdere er rollemodeller, og derfor har et signal at sende om, at det er vigtigt, at man tager sundheden alvorligt.

Borgmester Ivan Hansen, (Soc.dem.) er begejstret for ideen. - Jeg er positiv, jeg synes at det er et fint forslag, siger han  i dag til TV2 Øst. - Det sender et signal om, at vi tager vores sundhedspolitik alvorligt, og det gør man jo netop ved at skære ned på rygningen, siger han.

Først skal forslaget dog i høring, hvor samtlige offentlige arbejdspladser får lov til at give deres besyv med.

Tidligere har Guldborgsund kommune haft en lignende ide oppe at vende, men droppede den igen efter en meget heftig debat.


Nyhedsoverblik