Vidner udpeger den yngste bror i drabssag

Tre vidner med næsten enslydende forklaringer modsagde to drabstiltalte brødres forklaring i Østre Landsret tirsdag. Den ene bror dækker måske over den anden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var den spinkle bror med mørkt hår, der gentagne gange smadrede et kobberrør i knæhaserne, ryggen og hovedet på René Hockerup Nielsen den 12. november i Haslev sidste år. Sådan lød den næsten enslydende forklaring fra tre vidner i Østre Landsret tirsdag.

Det passer bare ikke særlig godt med de to tiltalte brødres forklaring.

På et tidspunkt så vidnerne René Hockerup Nielsen falde livløs ned på ryggen, mens den ene af gerningsmændene fortsatte slagene mod hovedet.

- René reagerede overhovedet ikke. Det var meget voldsomme slag. Det var ligesom, hvis man skulle hugge brænde. Det var med den kraft, slagene kom, forklarede det ene vidne.

To af vidnerne sagde, at ofret stod fuldstændigt passivt og tog imod slagene fra den ene gerningsmand, mens den anden nærmest dansede omkring René Hockerup. Det tredje vidne mener at have set ofret forsøge at afparere nogle af slagene.

Den ældste og kraftigste af brødrene forklarede ellers mandag, at det var ham, der med både et- og tohåndsfatning slog et langt kobberrør på kroppen og hovedet af René Hockerup Nielsen, mens hans lillebror kun ramte ofret med knytnæver.

Men alle tre vidners beskrivelse af den mand, de så med røret, passer på lillebroren, som dog ikke selv kan huske noget om slagsmålet.

René Hockerup Nielsen blev fundet med kraniebrud og et 20-centimeter dybt stik, angiveligt efter en kniv. Han døde af en perforeret lever. Men kniven er ikke blevet fundet, og brødrene nægter drabet.

Lillebroren brugte flere gange ordet "hævntogt" under sine forklaringer til politiet lige efter drabet. Men tirsdag huskede han ikke selv det ordvalg og mente, at det måtte være politiets udlægning. Han tilstod dog, at brødrene tog ud i byen for at finde en bestemt gruppe af mennesker, som de havde været oppe at
toppes med tidligere på morgenen under en bytur. De skulle ud og give en "røvfuld", men det var bestemt ikke noget hævntogt, forklarede lillebroren.

Anklager Morten Ebbe Nielsens kredsede blandt andet om et brev, som lillebroren havde sendt til en medindsat under sit fængselsophold efter drabet. Her hæftede anklageren sig i formuleringen: "Nu kommer jeg ind i klubben som langtidsfange. Fuck det. Man har selv bagt kagen, så må man også spise den."

- Det er ikke ment som en tilståelse. Det er et ordsprog, der bliver brugt blandt de indsatte, svarede lillebroren.  Da politiet kom og anholdt brødrene på deres adresse i Haslev samme morgen som drabet, havde lillebroren skiftet t-shirt. I vaskemaskinen lå en våd, nyvasket t-shirt og hættetrøje med mørke pletter, der ifølge tekniske undersøgelser kunne stamme fra blod.

Dommen forventes den 6. december.


Nyhedsoverblik