Det vi har sammen

Vicevært finder klovns tøj

Foto: TV ØST

Klovnen Njetski er lykkelig, efter han har fået sit klovnetøj tilbage. Opråb i pressen skaffede udstyret tilbage stort set uskadt.

- Mit tøj er tilbage. Det er simpelthen fantastisk.

Sådan lyder kommentaren fra klovnen Njetski, alias Michael Højer fra Holbæk, der i dag fik størstedelen af sit kostume og sine rekvisitter tilbage.

Efterlyst bredt

Tøjet – der blandt andet omfattede en stor klovnejakke og specialsyede sko i kæmpestørrelse – blev natten til mandag stjålet fra Michael Højers bil i Holbæk.

Samme dag efterlyste Michael Højer tøjet blandt andet her på tv2east.dk – og det er de efterlysninger, der nu har skaffet tøjet tilbage, mener han.

- Der har været en meget stor interesse for at finde tøjet igen. Mennesker og facebook-grupper, som jeg slet ikke anede eksisterede, har hjulpet med at sprede efterlysningen, siger han, og fortæller, at hans telefon nærmest ikke har stået stille i et døgn.

Blev fundet af vicevært

Michael Højer fik torsdag formiddag tøjet og en stor del af sine rekvisitter tilbage. De blev fundet af en vicevært i en opgang i Vang-kvarteret.

- Tøjet er uskadt. Der er ikke en ridse på skoene, og ikke et hul i jakken. Selv mine emblemer er intakte og det vigtigste trylleudstyr er der også, fortæller han.

Han mangler dog stadig en række rekvisitter til tryllenumre, der lå i en kuffert. Den er ikke dukket op endnu.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App