Vi vil gerne købe kød fra ulovlige slagtere

Selvom vi får tudet ørerne fulde af skrækhistorier om bakterie-fyldt kød, så vil vi stadig gerne købe det fra landmænd, der selv slagter på gården. Også selvom den slags er ulovligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag afslørede Fødevarekontrollens Rejsehold et ulovligt hjemme-slagteri på en lille gård i Store Fuglede.

- Indretningsmæssigt ville det aldrig kunne blive godkendt som slagteri. Der var simpelthen for store mangler, fortæller dyrlæge Jeanette Sondorp fra Fødevarekontrollens Rejsehold. Hun var med ude på gården, da rejseholdet uddelte bøder og beslaglagde udstyr fra det indrettede slagterlokale.

Eksemplet er ikke enestående. Den 9. januar blev en ulovlig slagter i Rørby ved Kalundborg afsløret - og alene sidste år fik Fødevarekontrollens Rejsehold lukket mindst 50 hjemme-slagterier rundt omkring i landet.

Der er helt øjensynligt et marked for hjemme-slagterier.

- Så får man billigere kød og større mængder. Friskere varer, vil jeg tro, fortalte Mona Kjær fra Gørlev, da TV2 Øst mødte hende. Hun var en blandt mange, der har købt kød hos hjemme-slagterier.

Ofte handler kunderne i den bedste mening.

- De tror, de får et ordentligt produkt ved at købe lokalt, og måske tror de, at dyrene har haft det bedre. Men det er ikke vores indtryk, fortæller Jeanette Sondorp fra Fødevarekontrollens Rejsehold.

Tit er det de dyr, der har det for dårligt til at måtte blive transporteret til slagteriet, som ender deres dage i et hjemme-slagteri.

Men det er ulovligt for en landmand at slagte og sælge af sin bestand fra matriklen. Han må gerne slagte til eget forbrug, men det må ikke forlade hans ejendom.

Dog er jægere undtaget. Hvis de skyder noget vildt, må de gerne slagte det og sælge det videre. Men kun dét, de selv har nedlagt.


Nyhedsoverblik