Trafikaftale: Vi er super pendlere her i regionen

Sjællænderne er dem, der rejser længst for at komme på arbejde. Derfor vakte dagens melding om flere togvogne og billigere billetter glæde blandt mange rejsende

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det betyder trafikaftalen for dig:

Regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er blevet enige om en ny trafikaftale for samlet en milliard kroner, som blev præsenteret tirsdag

Aftalen indeholder blandt andet:

  • Det nuværende Hypercard for studerende gøres til et ungdomskort, der gælde for alle uddannelsessøgende mellem 16 og 19 år og alle studerende. 300 millioner afsættes hertil.
  • Det bliver billigere at rejse med tog og bus, men dog kun uden for myldretiden. Billetterne bliver her 20 procent billigere. Pris: 300 millioner kroner.
  • Flere tog til tiden på de mindre strækninger på Sjælland.
  • Der ventes afsat 285 millioner kroner over de næste fem år til at forbedre den offentlige transport i landets udkantsområder. For eksempel til forsøg med nye busruter
  • Der skal købes 55 nye dobbeltdækkervogne til den sjællandske togtrafik. Disse tog skal erstatte de nuværende 45 lejede vogne og det betyder at der kommer ti ekstra vogne til regionen.

Læs aftaletekster  og fakta her

Ind i bil eller tog – og så hurtigt afsted, at du ikke kommer for sent på job.

Det er hverdagen for de fleste af os. Ingen andre end sjællænderne kører nemlig så langt som os for at komme på job.

Ikke engang i Vestjylland skal borgerne køre så langt som her for at komme på job. Det viser nye tal fra Momentum, KL, Dream og Danmarks Statistik.

Derfor vakte dagens melding om flere togvogne og billigere billetter glæde blandt de rejsende i regionaltoget i dag.

- Det er rigtigt godt, siger Annette Omann, Vordingborg, der hver dag rejser med tog til og fra arbejde. - Det er som regel til at få en plads, når man kommer fra Vordingborg, men når vi kommer til Næstved, må folk stå op. Så det er godt med flere togvogne.

Også Thomas Lauridsen fra Næstved er glad for, at der kommer flere siddepladser i myldretiden.

- I går var jeg nødt til at stå af toget igen, det var et inferno af grædende børn, stressede voksne og en flok udviklingshæmmede, der også måtte stå op, siger han i dag til TV2 Øst.

roed_bjaelke.jpg
Foto: TV2 ØST

Her i regionen er vi  mange, der pendler. Ni kommuner i Region Sjælland ligger øverst på listen over de kommuner i Danmark, hvor man i gennemsnit kører længst for at komme på job.

Se her, hvor vi kører længst for at komme på job.

  • Vordingborg - 31,9 kilometer
  • Faxe - 30,3 kilometer
  • Sorø - 29,5 kilometer
  • Stevns - 29,1 kilometer
  • Guldborgsund - 28,0 kilometer
  • Lejre - 27,8 kilometer
  • Næstved - 27,3 kilometer
  • Ringsted - 27,2 kilometer
  • Slagelse - 26,7 kilometer
  • Syddjurs - 26,6 kilometer

Kilde: Momentum, KL, Dream, Danmarks Statistik.

 

roed_bjaelke.jpg
Foto: TV2 ØST

Pendler-talsmand ærgrer sig over dobbeltdækkertog

Den nye trafikaftale sikrer penge til dobbeltdækkertog på Sjælland, men pendler-talsmand takker nej.

Det skal give bedre kollektiv trafik i den sjællandske regionaltogtrafik, når der bliver indkøbt nye dobbeltdækkertogvogne som led i den ny trafikaftale.

Pendlerne kører i forvejen med dobbeltdækkertogene på strækningen. Disse nuværende 45 togsæt er lejede og skal altså erstattes af indkøbte vogne  og da der i alt skal indkøbes 55 vogne betyder det, at der kommer 10 ekstra vognsæt for at afhjælpe pladsproblemerne.

Men trods investeringen bliver der ikke tale om nogen forbedring, siger Henrik Larsen, der er talsmand for pendlerne mellem Lolland-Falster og København.

- Vi er meget kede af, at man vælger dobbeltdækkertogene for at løse problemerne. Vi opholder os i hvert fald en tre-fire timer i toget hver dag, og det er dobbeltdækkertogene ikke egnede til, siger han.

- Den offentlige transport skal konkurrere på kvalitetstid, når man sidder så længe i toget, som vi gør. Vi skal have mulighed for at arbejde, læse og slappe af. Det kræver, at der er plads til det, og at man sidder komfortabelt, siger pendlertalsmanden.

- Dobbeltdækkertogene har nogle meget stive og hårde sæder. Der er meget lidt plads, man sidder mast op af sidemanden, og der er meget lidt bordplads, siger han.

Han ærgrer sig over, at løsningen på IC4-problemerne ikke er en del af trafikaftalen.

- Vi er i mange år blevet lovet at få IC3-tog til Sydbanen og Nordvestbanen, når de blev frigjort, når IC4-togene blev indfaset, siger Henrik Larsen.

Der køres i forvejen nogle afgange med IC3 på strækningen, men Henrik Larsen frygter, at der bliver færre, når der kommer flere dobbeltdækkertog.

- Bliver der endnu færre afgange med IC3, er det et alvorligt tilbageskridt, og så tror jeg, at færre vil bruge offentlig transport på det lange stræk, siger han.

Han har dog en positiv ting at sige om dobbeltdækkertogene.

- Jeg har hørt fra pendlerne i Roskilde, at der er bedre mulighed for at holde sig fast, når man står op, end der er i IC3, siger Henrik Larsen.

roed_bjaelke.jpg
Foto: TV2 ØST

Bilister bider ikke på ny trafikaftale


af:

Dagens trafikforlig mellem regeringen, DF og Enhedslisten giver billigere togbilletter uden for myldretiden og større bekvemmelighed, men det frister ikke regionens bilister til at indtage togsæderne.

Selvom det fremover bliver billigere og mere bekvemmeligt at køre i tog, kan det ikke lokke bilisterne væk fra rattet og over på skinnerne.

Det bliver 20 procent billigere at køre i pendlertog uden for myldretiden. Men det kommer, ifølge trafikforsker Lise Drewer Nielsen fra Roskilde Universitet, ikke til at få en særlig stor effekt.

- Efter min vurdering, vil det her ikke flytte nogen bilister over i den kollektive trafik, fordi man ikke fokuserer på pendlingsstrømmene. I så fald skal man ind og have fat i dem, der pendler til og fra arbejde. Det er der, de store trafikbelastninger er fra Sjælland og ind mod København og hjem igen om aftenen, siger trafikforskeren.

Ifølge Kim Hansen, der er bilsagkyndig hos Applus Bilsyn i Næstved, kommer dagens forslag ikke til at få nogen betydning for bilisterne.

- Jeg synes, at det er spild af penge, siger han.

Han kører selv i bil til værkstedet. Han bor nemlig på landet, hvor bussen kun går en gang i timen og stopper med at køre efter kl. 6 om aftenen.

- Hvis jeg skulle pendle, ville det være ganske umuligt. Der er ingen af os, der kan undvære en bil. Vi har ikke en metro, som vi kan gå ned i på fem minutter, siger Kim Hansen.

Fem andre bilister, som TV2 Øst talte med i dag, ville heller ikke ændre deres kørevaner på grund af dagens trafikforlig.

En af dem er Søren Jensen fra Glumsø, som arbejder i Næstved. Han kører i bil til København, når han skal til møde, og det har han tænkt sig at blive ved med. Det bliver simpelthen for dyrt at tage toget.

- Så skal jeg tage toget, og så skal jeg finde på en alternativ transport derfra - en taxa eller et eller andet. Så økonomisk hænger det ikke sammen, siger Søren Jensen.

Så selvom det er upraktisk at have bilen til syn, så er det for bilisterne stadig mere upraktisk at tage toget.

 


Nyhedsoverblik