Det vi har sammen

Vi gider ikke selv snitte salaten

Foto: TV ØST

Flere og flere danskere kan eller vil ikke bruge den nødvendige tid på at tilberede grøntsagerne, og så kommer de ikke på bordet, men forbliver i køleskabet eller på supermarkedets hylder.

Det er helt i tråd med i udlandet, hvor markedet for snittet frugt og grønt i adskillige år har vækstet voldsomt, skriver ERHVERV Sjælland.

 I Holland er markedsandelen oppe på 80 procent. Og nu vil danskerne også med på vognen. Området er i kraftig vækst og ventes at eksplodere de kommende år.

For et år siden lancerede Coop en ny convenience-linie i sine butikker. Omsætningen er på det ene år steget fra 0 til 'et pænt tocifret millionbeløb', siger informationsdirektør hos Coop Jens Juul Nielsen.

- Hele grøntmarkedet er siden lanceringen steget med en tredjedel. Det er det hurtigst voksende område inden for dagligvarebranchen. Vi forventer at tredoble salget de kommende år og forventer en vækst på et trecifret millionbeløb, siger Jens Juul Nielsen til ERHVERV Sjælland.

Nogenlunde samme optimistiske melding lyder fra Dansk Supermarked:

- Vi forventer en vækst på et tocifret millionbeløb på det her område, siger indkøbschef hos Dansk Supermarked Peter Løth.
Den lille grøntproducent Bønnelykken A/S i Ringsted, der har leverer snittet grønt til dagligvarekæderne, er heller ikke i tvivl:

- Vi forventer 30 procents stigning i omsætningen. Vi har kunnet se udviklingen i Holland, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi får næsten de samme forhold i Danmark. De unge gider ikke selv at snitte salaten, de køber det, de har brug for, siger direktør i Bønnelykken A/S, Ulla Essemann.

Tip os Har du et godt tip?