Der bliver masser af muligheder for at gå i haven i bragende solskin gennem hele weekenden.
- Vi kommer virkelig til at mærke forårets varme weekenden over, siger vagtchef i DMI, Thyge Rasmussen.
Både fredag, lørdag og søndag vil termometeret vise temperaturer mellem otte til 13 grader, og der vil højst sandsynlig ikke falde én eneste dråbe fra himlen.
- Der vil være lokale variationer som skyldes, at vinden kommer fra en nordøstlig retning. Derfor vil de østvendte kyster ikke vil opleve samme høje temperaturer , siger Thyge Rasmussen og fortsætter:
- Men jo længere vi kommer ind i landet, jo varmere bliver det.
Om natten vil temperaturen dog tage et styrtdyk med risiko for minusgrader nogle steder.
Søndag eftermiddag er der en lille risiko for regnbyger over det nordlige Sjælland.