Det vi har sammen

Vi er dukse i arbejdsmiljø

Foto: TV ØST

Virksomhederne på Sjælland er meget bedre end de jyske til at sikre et godt arbejdsmiljø. Der uddeles langt færre påbud i vores region, viser nye tal.

Risikoen for at lande på en virksomhed med knas i arbejdsmiljøet er større i Jylland end på Sjælland. Vest for Storebælt ligger 6 af de 10 kommuner, hvor Arbejdstilsynet sidste år fandt flest overtrædelser af arbejdsmiljøloven i forhold til antallet af besøgte virksomheder. Kun 3 af de 10 kommuner ligger på Sjælland, mens en enkelt fynsk kommune er repræsenteret på listen.

Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget på baggrund af Arbejdstilsynets besøgsstatistik for 2012.

Næsten alle fik påbud

Assens har den tvivlsomme fornøjelse at være den kommune i landet, hvis virksomheder i 2012 relativt set havde sværest ved at overholde arbejdsmiljøloven. Tilsynet besøgte 161 virksomheder og endte med at udstede 152 påbud, forbud og andre afgørelser - svarende til 94 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder.

Det undrer borgmester Finn Brunse (A), hvis der skulle være markante arbejdsmiljøproblemer i kommunen. Om han vil tage det op med arbejdspladserne, afhænger dog af alvoren af påbuddene.

- Vi har en god dialog med vores virksomheder, så hvis det er noget, som giver en særlig karakteristik af virksomhederne i Assens Kommune, så bliver det et tema, som vi i fællesskab kan forholde os til, siger han.

Sjællandske kommuner klarer sig godt

Bedst i statistikken går det på Fanø, hvor Arbejdstilsynet kun fandt 5 problemer på 26 besøgte virksomheder. Omregnet svarer det til 19 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder. Men Fanø er kun 1 af 3 jyske kommuner i top 10. De 7 andre kommuner i den pæne ende af skalaen ligger på Sjælland og tilstødende øer.

I Lyngby-Taarbæk fandt Arbejdstilsynet 121 problemer på 263 besøgte arbejdspladser - svarende til 46 afgørelser pr. 100 besøgte virksomheder. Det ser borgmester Søren P. Rasmussen som en stor fordel for kommunen.

- Det er vigtigt, at arbejdsmiljøet bliver taget alvorligt, fordi det betyder, at folk trives bedre på deres arbejdsplads og bliver mindre syge. Hvis folk ikke er syge, så skal vi ikke betale sygedagpenge, og hvis folk ikke kommer alvorligt til skade, så skal vi ikke udbetale førtidspension, siger borgmesteren.

Der er penge at spare

Udover den direkte effekt på kommunekassen kan arbejdsmiljøet spille en mere indirekte rolle på økonomien, påpeger Steen Hildebrandt, professor i organisation og ledelse ved Århus Universitet.

- Går det dårligt for eksempel konkurrencemæssigt, ledelsesmæssigt og arbejdsmiljømæssigt for virksomhederne i en kommune, vil det være med til at give kommunen et dårligt image. Og det kan dermed få negativ betydning for kommunens evne til at tiltrække nye virksomheder, nye borgere og nye fondsbevillinger, siger Steen Hildebrandt.

Vi tænker mere på arbejdet

At de jyske kommuner topper i dårligt arbejdsmiljø, kan ifølge lektor og arbejdsmiljøforsker ved Roskilde Universitet Klaus T. Nielsen skyldes 2  forhold.

- Enten kan det være fordi, der er geografisk forskel i Arbejdstilsynets praksis, ellers er det, fordi der er en reel forskel i arbejdsmiljø, siger han og uddyber:

- Der er en ophobning af arbejdspladser med vidensarbejde i hovedstadsområdet og i andre storbyer. Alt andet lige vil de tiltrække færre påbud, fordi det især er ulykker, som udløser påbud - og ulykker er ikke særligt typiske på kontorarbejdspladser, siger arbejdsmiljøforskeren.

Han tilføjer samtidig, at der er flere produktionsarbejdspladser i Jylland end på Sjælland relativt set - og i produktionsvirksomheder er ulykker mere udbredt.

Ikke lokal forskel på strenghed

Hos Arbejdstilsynet vurderer de ikke, at der er forskel på praksis.

- Vi arbejder med kvalitetssikring og benchmarking på tværs af centrene, og der er det mit indtryk, at der ikke kan udledes forskel i praksis, siger Jan Møller Mikkelsen, centerchef i Tilsynscenter Øst.

Han kan dog ikke verificere, at forskellen skyldes differentiering i virksomhedstyper, men vil ikke afvise, at det kan være en del af forklaringen.

Se hvordan det ser ud i vores område

Så mange påtaler får virksomhederne per 100 kontrolbesøg.

 

  • Lolland Kommune 36
  • Sorø Kommune 39
  • Kalundborg Kommune 40
  • Vordingborg Kommune 46
  • Næstved Kommune 46
  • Slagelse kommune 47
  • Guldborgsund Kommune 50
  • Faxe Kommune 50
  • Ringsted Kommune 52
  • Odsherred Kommune 64
  • Holbæk Kommune 68
  • Stevns Kommune 71

Kilde: A4

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App