Vi er bedst til at få unge i job

Sjællandske unge kommer meget hurtigere i job eller uddannelse end i resten af landet. Især i Jylland hænger de unge fast i kontanthjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sig mig, hvor du bor, og jeg skal fortælle dig, hvor lang tid det vil tage dig at komme væk fra kontanthjælp.

Der er nemlig stor forskel mellem kommunerne på, hvor hurtigt unge ledige kommer i job eller uddannelse. Det fremgår af en ny analyse som konsulentfirmaet LG Insight har udført for Ugebrevet A4. LG Insight lever af at rådgive virksomheder og myndigheder, herunder ikke mindst kommuner, og i kraft af det har stor indsigt i kommunernes arbejde på blandt andet integrations- og beskæftigelsesområdet.

Stor forskel på kommunerne

Ifølge analysen får de mest effektive kommuner mere end halvdelen af alle unge under 30 år væk fra kontanthjælp inden for et halvt år. De mindst effektive får derimod kun løftet hver tredje af de unge ledige i job eller uddannelse.

Forskellen mellem unge lediges skæbne fra kommune til kommune ses tydeligt på det Danmarkskort, som Ugebrevet A4 har fået udarbejdet. På kortet har de bedst præsterende kommuner fået en grøn farve, mens de kommuner, hvor vejen ud af ledighedskøen er længst, er farvet rød. Kortet viser, at de grønne kommuner fortrinsvis ligger i Østdanmark - og især rundt om København. Jo længere vestpå man bevæger sig, desto større bliver de røde områder.

Stor fordel ved at komme væk fra kontanthjælp

Både for de enkelte unge og for samfundet som helhed er der store gevinster i at få flere unge ledige i job eller uddannelse i de 'røde' kommuner. Det påpeger arbejdsmarkedsforsker og lektor Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet.

- Det er klart, at de mindre gode kommuner vil kunne lære af de bedste - hvis de ellers kan finde ud af at udveksle viden. Og det har de traditionelt ikke været så gode til. Der har været en tendens til at kigge mere indad end udad, siger Thomas Bredgaard.

At der er noget at hente bekræftes af beregninger, som LG Insight har foretaget. Hvis samtlige kommuner havde præsteret lige så godt som de fem bedste, var næsten 14.000 unge i perioden fra 2008-11 kommet hurtigere fra kontanthjælp til uddannelse eller job.


Nyhedsoverblik