Når Vestas fyrer 315 medarbejdere for at nedsætte produktionen, så går det ikke kun ud over de 315 Vestas-ansatte.
Skagen Sandblæseri og Skibsservice har til opgave at male vindmøllevingerne, når Vestas-fabrikken i Nakskov har konstrueret dem.
- Omkring 30 til 35 procent af vores produktion går til Vestas, siger administrerende direktør i Skagen Sandblæseri og Skibsservice, Kim Damkjær, i dag til TV2 ØST.
Han vil ikke udelukke, at der kan komme fyringer på tale, når Vestas på den måde skærer drastisk i produktionen.
- Det kan komme til at koste jobs, siger Kim Damkjær.
Men Skagen Sandblæseri og Skibsservice er kun en af mange underleverandører til vindmølleproducenten. Derfor kan de store nedskæringer i Nakskov komme til at koste mange flere jobs.