Venstre-oprører går til Liberal Alliance

Venstres første-suppleant i Sjællands Storkreds, det tidligere folketingsmedlem og borgmester Troels Christensen, har meldt sig ind i Liberal Alliance.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den tidligere Venstre-profil Troels Christensen har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Overvejet i længere tid

Troels Christensen begrunder sit valg med den politiske profil hos Liberal Alliance samt længere tids uro i Venstre i Slagelse Kommune:

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er svært at skifte til et nyt parti efter 35 års medlemskab hos Venstre. Men jeg har følt, at mine liberale grundholdninger ikke længere blev bedst repræsenteret i Venstre, skriver han i pressemeddelelsen.

Han peger samtidig på et meget dårligt samarbejde i Venstre i Slagelse som det, der har ført til den endelige beslutning.

Troels Christensen brød for nylig med Venstre, da han blev løsgænger i byrådet.

Glad for nyt medlem

Liberal Alliances landsformand Leif Mikkelsen hilser Troels Christensens indmeldelse meget velkommen:

- Jeg kender Troels godt fra vores tid sammen i Folketinget. Han er en hårdtarbejdende, liberal politiker, som vi glæder os til at arbejde sammen med i Liberal Alliance, siger han.

Troels Christensen har tidligere været borgmester i Hashøj Kommune fra 2002 til 2005, og han sad i Folketinget for Venstre fra 2005 til 2011. Ved sidste folketingsvalg blev han førstesuppleant og vil således få en plads i Folketinget, hvis et af de nuværende medlemmer af Venstres folketingsgruppe fra Sjællands Storkreds træder ud af Folketinget. Sker det, vil Liberal Alliance gå fra 9 til 10 mandater i Folketinget.

Troels Christensens tvillingebror, Villum Christensen, sidder i forvejen i Folketinget for Liberal Alliance.


Nyhedsoverblik