Venstre har kun én landmand i Folketinget

Venstres bagland ærgrer sig over, at partiet nu blot har én landmand tilbage i folketingsgruppen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Venstre, Danmarks klassiske bondeparti, er så godt som kemisk renset for landmænd i folketingsgruppen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Før folketingsvalget den 15. september havde partiet fire bønder repræsenteret på tinge - efter valget er der blot én enkelt tilbage.

- Det er ærgerligt, at der ikke er flere landmænd, for der er selvfølgelig nogle områder, hvor det er meget godt at have den praktiske viden med fra et moderne landbrug, siger fungerende fødevareminister, Henrik Høegh (V).

Han er den eneste tilbageværende landmand i partiets folketingsgruppe, der består af i alt 47 politikere.

I årtier har Venstre ellers sendt stribevis af landmænd på Christiansborg, og ofte har de også fået ministerposter. At der nu kun er Henrik Høegh tilbage ærgrer partiets bagland.

- Det kan betyde, at vi får nogle dumme regler, som går dårligt i spænd med landbrugets virkelighed, siger Anni Assenbjerg, formand for Venstre i Lindeballe vælgerforening og landmand.

- At forstå landbrugets behov kan være svært, hvis man ikke har en tilknytning til det, tilføjer hun til Jyllands-Posten.

Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, er uddannet jurist på Københavns Universitet, politisk ordfører Ellen Trane Nørby er cand.mag. i kunsthistorie, mens gruppeformand Kristian Jensen er bankuddannet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik