Det vi har sammen

Venskab rammer folkepensionen

Foto: TV ØST

77-årige Lilly Nørmark Nielsen og hendes ven er begge blevet trukket i deres folkepension. Årsagen er, at kommunen betragter dem som samlevende.

 

Lilly Nørmark Nielsen er 77 år og har skrantende helbred. Hun lever af sin folkepension, men fra 1. juli i år er den blevet 3000 kroner mindre om måneden. Samtidig er en del af hendes tilskud til medicin røget. Årsagen er, at Slagelse Kommune betragter Lilly og hendes ven gennem fyrre år som samlevende. De to deler ellers hverken bopæl eller økonomi. Men kommunen lægger vægt på, at Erling har hjulpet Lilly med blandt andet tøjvask og indkøb. Derudover har han også flere gange ugentligt sovet på sofaen, da Lilly er bange for at sove alene.

- Jeg synes det er noget svineri. Hvorfor må to ældre ikke hjælpe hinanden, siger Lilly Nørmark Nielsen fra Slagelse.
Ankestyrelsen har tidligere behandlet en lignende sag, hvor kommunen vandt. Dermed kan denne afgørelse også sagtens være lovlig. Men sådan burde det ikke være, mener Ældre Sagen:

- Det har jo ikke noget med samliv at gøre. Vi skulle i stedet være glade for, at ældre hjælper hinanden, siger Bjørn Flarup, der er socialrådgiver i Ældre Sagens Rådgivning.

Ældre Sagen får dagligt henvendelser fra ældre, der er bange for, om de er berettiget til at få pension som reelt enlige. Derfor efterlyser Ældre Sagen klarere regler på området:

- Vi vil gerne, at man i stedet så på, om man har en reel bolig og adskilte økonomier, siger Bjørn Flarup fra Ældre Sagen.

Men det bliver afvist af regeringen.

- Vi synes ikke, at man skal lave det alt for firkantet, for der skal stadig være plads til individuelle skøn. Men samtidig skal der selvfølgelig også være nogle rettesnore at gå efter, og derfor har vi allerede skrevet en vejledning på området, siger Inger Støjberg, der er beskæftigelsesminister for Venstre.

Lilly Nørmark Nielsen og Erling Christiansen har begge anket afgørelsen.

02:18 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?