Det vi har sammen

Vejret bliver bedst søndag

Foto: TV ØST

Weekendens vejr bliver en blandet fornøjelse. Søndag byder dog på høj sol.

Nyudsprungne studenter, der skal på togt gennem gaderne i de danske byer i løbet af fredag og lørdag, kan få brug for en regnfrakke. Men der vil også være mulighed for nogen eller en del sol i løbet af en weekend med lunefuldt sommervejr.

Særligt fredag bliver en våd omgang, lyder prognosen fra DMI.

- Det starter lidt grumset ud med regn mange steder, siger vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø.

Lørdag vil i hele landet begynde med byger og kun en smule sol. Men som dagen skrider frem, vil det blive mere og mere tørt, trøster meteorologen.

Måske grill lørdag

- Lørdag starter lidt kedeligt ud, men det klarer op fra vest med lidt eller nogen sol, hvilket vil ramme os midt på eftermiddagen, siger han.

Det gode campingvejr fortsætter søndag.

- Der er gode chancer for, at søndag bliver weekendens flotteste dag med sol og tørt vejr. Først hen på aftenen og natten vil der kunne komme lidt regn, siger Henning Gisselø.

Køligt vejr

Temperaturerne weekenden igennem bliver langt fra prangende. Den maksimale temperatur ligger omkring 18 grader, der hvor solen skinner. Resten af weekenden viser termometeret mellem 15 og 18 grader.

Det ser ikke ud til, at det bliver ret meget varmere i den nærmeste fremtid.

- I næste uge kommer vi generelt til at ligge mellem 15 og 20 grader, men det bliver nok ikke varmere end det. Supersommer har vi ikke på programmet, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App