Vejdirektoratet langer ud efter venstrefolk

Foto: TV ØST

Det sker på grund af flere store valgplakater langs motorvejene her i landsdelen. Det går nemlig ud over trafiksikkerheden, når valgkampen rykker ud i trafikken.

Valgkampen er i fuld gang.

Det betyder hård kamp om vælgernes opmærksomhed. Og det får politikerne til at opsætte valgplakater alle vegne. Også langs Sydmotorvejen ved Haslev.

Og det vækker stor bekymring hos Vejdirektoratet.

- Faren er, at man mister koncentrationen på trafikken som det primære. Det vil sige, at man i en konkret situation er længere om at reagere, fortæller Hugo Højgaard, der er leder af Plan- og trafikafdelingen i Vejdirektoratet.

Hos Vejdirektoratet finder man det altså meget uheldigt, at politikerne bruger motorvejene som reklamesøjler.

En af de politikere, der har opsat en stor plakat langs Sydmotorvejen ved Haslev, er Venstres folketingskandidat Peter Madsen. Han kan ikke se det forkerte i placeringen af sin plakat.

- Jeg synes, den står fint - også med hensyn til trafiksikkerheden. Man kan sagtens passe sin kørsel, og så samtidig se min plakat, fortæller han til TV2 ØST.

Det er ikke kun Peter Madsens valgplakat, der har skabt røre i dag.

Det samme kan man sige om venstremanden Karsten Nonbos plakat, der var opstillet på halmballer - også langs Sydmotorvejen. Formanden for regeringens Færdselssikkerhedskommsion har dog efter omtale i flere medier valgt at fjerne plakaterne igen.

- Selvom jeg ikke synes, at den sad værst, så skulle den alligevel pilles vi ned. For der skal overhovedet ikke være tvivl om, at jeg arbejder for færdselssikkerheden, fortæller Karsten Nonbo.

Hos Vejdirektoratet mener man ikke, at placeringen af valgplakater langs motorvejene er direkte ulovlig. Alligevel håber man på så få som muligt.

- Jeg vil da opfordre til, at man reducere antallet af plakater i åbent land mest muligt. Og især langs motorvejene, fortæller Hugo Højgaard fra Vejdirektoratet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App