Det vi har sammen

Varmt weekendvejr

Foto: TV ØST

Det milde og rolige vejr fortsætter. Solen gemmer sig dog bag skyerne, der kommer til at ligge tæt over os.

Det er en meget lun november for årstiden, og den er også usædvanlig tør.

Normalt er november årets vådeste måned, men i år er der faldet meget lidt regn. I gennemsnit kun en millimeter nedbør.

Denne weekend  ser ikke ud til at ændre på det. Der kommer kun ganske lidt regn, men det betyder desværre ikke, at vi så får solen at se.

Weekenden bliver grå med dis og tåge og skyer, der ligger tæt over os. Der kan komme en smule regn eller finregn spredt ud over weekenden, siger DMI's vagtchef i Centralvejr tjenesten, Jørn Thomsen.

- Temperaturerne kommer til at ligge mellem 8 og 10 grader, og det er forholdsvis høje temperaturer for årstiden. Om natten kommer temperaturerne ned til 5 grader, der hvor det bliver koldest, siger Jørn Thomsen.

Vinden bliver let til frisk, men aftager lørdag og bliver svag fra sydvest. Dermed kommer den luft, der sendes ind over er landet, hovedsaligt ude fra den lune Nordsø.

- Mandag byder ikke på de store ændringer. Det grå og disede vejr fortsætter, men i løbet af ugen bliver det en smule koldere, siger vagtchefen.

Det er fortsat muligt at nå at gøre haven, huset og bilen vinterklar, inden kulden for alvor kommer. Det milde og rolige vejr ser ud til at fortsætte, så langt som Jørn Thomsen kan se frem.

- Der er ingen udsigt til sne foreløbig, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?