Varmere og mere solrigt vejr på vej

Lørdag bliver solrig - søndag efterårsagtig med blæst og regn. I næste uge sender Finland noget, der minder om sommer ned over Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommeren kommer fra Finland, som fra midten af næste uge sender varmere luft ned over Danmark. Men inden venter en weekend, der både byder på sol og masser af regn.

Lørdag lægger hele landet ud med sol og tørvejr. Temperaturerne holder sig fortsat i den lavere ende, men kan dog nærme sig 16-17 grader. Men så er det også slut for denne gang, for søndag lægger et lavtryk sig tungt over landet med regn. Ifølge vagtchef Henning Gisselø nærmest som efterår.

Men fortvivl ikke, for når lavtrykket har passeret i løbet af mandagen, vender solen tilbage, og den har varme med sig. Sidst på ugen tror Danmarks Meteorologiske Institut på temperaturer over 20 grader.

- Men et højtryk bliver det ikke, for vi får ikke som normalt varmen fra syd. I stedet kommer den ned til os fra Finland, og det giver sjældent stabilt sommervejr. Det bliver med byger, men vi får det trods alt varmere, siger Henning Gisselø.

Frem til fredag har majs middeltemperatur ligget på ni grader. Med de lidt højere temperaturer lørdag ender måneden et sted mellem en og to grader koldere end de normale 10,8 grader. Dertil kommer, at solen har skinnet færre timer end normalt, ligesom der er faldet forholdsvis meget regn.

/ritzau/


Nyhedsoverblik