Det vi har sammen

Valgplakater druknet

Foto: TV ØST

Weekendens skybrud var tæt på at kaste grus i valgmaskineriet. Den radikale Zenia Stampes valgplakater blev oversvømmet.

Zenia Stampe blev ringet op af sin kampagneleder, der fortalte at det skur, hvor hun opbevarer sit valgmateriale, var ved at gå til i vandmasserne.

Skuret lå nemlig neden for en bakke, og da ristene var stoppet til med blade, løb vandet direkte ind i skuret. Heligvis for den radikale kandidat var hendes far hurtig til at kaste sig på knæ og rense afløbet, så vandet kunne løbe væk.

Valgmaterialerne blev reddet, men den radikale folketingskandidat mener, at det var en vigtig  påmindelse.

- Weekendens skybrud var jo ingenting sammenlignet med det, der ramte Sjælland og København for et par måneder siden. Og realiteten er nok, at vi må vænne os til de heftige regnskyl. Derfor er det også vigtigt at huske, at klimapolitik ikke kun handler om vindmøller og solceller.  Vi skal også investere i kloakker og forebyggelse af vandskader.

Konkret vil Zenia Stampe arbejde for, at det grønne fradrag, som hendes parti har foreslået for energirenovering af private boliger, også kommer til at gælde for forebyggelse af vandskader.  Det radikale udspil forventes at kunne skabe 4.500 nye grønne jobs inden for byggebranchen.

Tip os Har du et godt tip?