Valgkampen - dag for dag

Valgkampen er i fuld gang - og her kan du få et overblik over de vigtigste begivenheder - dag for dag

Dag xx - xx. juni: Tekst

 

 

TEKST

-->

Dag 16 - 11. juni:

Socialdemokraterne bejlede flere gange til Venstre, som lavede fælles EU-udmelding med resten af blå blok.

 

 

* S præsenterede udlændingeudspil
Statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen præsenterede Socialdemokraternes oplæg til et bredt samarbejde om udlændingepolitikken, som mest bestod af velkendt stof.
Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, afviste kategorisk, at man vil lave udlændingepolitik med partierne bag den nuværende regering.

* Corydon klar til at fastfryse boligskatter til 2025
Venstres finansordfører, Peter Christensen, erklærede i torsdagens udgave af Jyllands-Posten, at partiet ønsker at forlænge den nuværende fastfrysning af boligskatterne fra at ophøre i 2020 til 2025.
Det vil finansminister Bjarne Corydon gerne lave en aftale om, erklærede han over for Ritzau, mens Konservative ligeledes er positive, omend partiet også ønsker grundskylden fastfrosset.

* Blå blok kom med fælles EU-plan
En samlet borgerlig opposition slog fast, at den støtter Storbritanniens ønske om genforhandlinger med EU om fortsat medlemskab. Samtidig vil man forsøge at samle en alliance af ligesindede lande, der skal arbejde for, at EU ikke udvikler sig til en social union.
Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som ellers er uenige på en række områder af EU-politikken, præsenterede ønsket i den fælles plan "Dansk velfærd i Europa".

* Regering klar med miljøplan
Klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S) præsenterede regeringens miljøplan ved en seance på Samsø.
Regeringen vil etablere mere og bedre natur i Danmark ved at udtage flere lavbundsjorde fra landbrugsdriften og have mere urørt skov for at beskytte biodiversiteten.

* Røde grønlændere flirter med Løkke
Det venstreorienterede grønlandske parti IA, som i øjeblikket sidder på det ene grønlandske folketingsmandat, overvejer at støtte blå blok. Det erklærer formand for IA, Inuit Ataqatigiit, til Altinget.
Partiet er skuffet over den nuværende regering, og derfor klar til at pege på den statsminister, som er villig til at gøre noget for Grønland. Partiet efterlyser blandt andet et særligt ministerium til at varetage rigsfællesskabet.

Dag 15 - 10. juni:

Lars Løkke Rasmussen tog til Vollsmose på dagen, hvor S og R præsenterede et nyt tryghedsudspil.

 

 

* SR præsenterer tryghedsudspil
Socialdemokraterne og De Radikale fremlagde onsdag et udspil, som på fire punkter skal øge trygheden i Danmark og blandt andet bekæmpe rocker- og bandekriminalitet. Regeringen forventer samlet set, at tiltagene i tryghedsudspillet vil koste op til 450 millioner kroner frem mod 2020.

* Lars Løkke Rasmussen i Vollsmose
Venstres statsministerkandidat tog til Vollsmose dagen efter, at politiet var blevet overfaldet med stenkast og molotovcocktails i Odense-bydelen. Her talte han med områdets unge og fastslog, at der skal sættes ind på flere planer for at løse Danmarks integrationsudfordringer.

* 56.600 danskere er faldet ud af dagpengesystemet
Godt 6000 danskere er faldet ud af dagpengesystemet i løbet af årets første fem måneder, viser en opgørelse fra AK-Samvirke. Dermed er antallet af ledige, der har mistet dagpengeretten siden 1. januar 2013, oppe på cirka 56.600 personer, viser opgørelsen. Det får SF og Enhedslisten til at lægge pres på Socialdemokraterne og Venstre for at få afsat flere penge til dagpengesystemet.

* Antallet af familiesammenføringer vil stige markant
I 2015 bliver antallet af familiesammenføringer højere end hidtil ventet, skriver Jyllands-Posten. Alligevel holder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast i, at regeringen har strammet asylreglerne tilstrækkeligt. Venstres Inger Støjberg kritiserer regeringen for at have mistet grebet om udlændingepolitikken.

* 799 folketingskandidater er klar til valg
I alt 799 kandidater skal kæmpe om Folketingets 179 pladser, når valget skal afgøres torsdag 18. juni. Det viser den færdige liste over kandidater, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har offentliggjort. Ud af de 799 kandidater er 250 kvinder, og der vil dermed være markant flere mænd end kvinder at vælge imellem.

Dag 14 - tirsdag 9. juni:

Præcis to uger inde i valgkampen faldt snakken for alvor på asylpolitik, da Venstre præsenterede nyt udspil.

 

 

* Venstre præsenterer asyludspil
Der blev afgivet løfter, da Venstre tirsdag formiddag præsenterede sit asyludspil. Lars Løkke Rasmussen fastslog, at han ikke er i tvivl om, at Venstre vil kunne sænke antallet af asylansøgere ved at indføre stramninger. Løkke lovede samtidig, at Venstre ikke vil "se passivt til, mens antallet af asylansøgere eksploderer".

* Blandede reaktioner på Venstre-udspil
Socialdemokraterne mener ikke, at asyludspillet fra Venstre vil kunne sænke antallet af asylansøgere, der kommer til landet. Heller ikke Dansk Flygtningehjælp vurderer, at det kan lade sig gøre at få "Styr på tilstrømningen" - som Venstre kalder sit asyludspil.

* DF lancerer 2020-plan til 63,9 milliarder
For første gang i partiets 20-årige historie fremlagde Dansk Folkeparti en langsigtet økonomisk plan. Den giver partiets bud på, hvor der frem mod 2020 skal spares, og hvor der skal bruges penge. Ifølge DR sætter Dansk Folkeparti i alt 63,9 milliarder kroner af til blandt andet øget velfærd de kommende år.

* Alternativet er større end nogensinde
I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau får Alternativet rekordstor tilslutning med 4,4 procent af vælgernes opbakning. Partiet har ikke før krydset fire procent i en måling fra Voxmeter. Rød blok står med 50,9 procent til valgsejr, mens De Konservative står til at blive Folketingets mindste parti med 3,3 procent af stemmerne.

* Nationalpartiets løsgængere er klar til valg
Nationalpartiet, der kort inde i valgkampen opgav at blive opstillingsberettiget ved folketingsvalget, har fået fem kandidater opstillet som løsgængere. De fem kandidater udgøres af den dansk-palæstinensiske Aarhus-digter Yahya Hassan, de tre brødre Kashif, Asif og Aamer Ahmad, der stiftede partiet, samt Aleks Jensen.

Dag 13 - mandag 8. juni:

De Konservative satte dagsordenen mandag med deres bud på et kontanthjælpsloft.

 

 

* De Konservative med konkret bud på kontanthjælpsloft
De Konservative overhalede Venstre indenom ved at præsentere en konkret model for et kontanthjælpsloft, der med partiets ord skal genskabe "respekten for hårdt arbejde".
Målet for De Konservative er, at der altid er mindst 3000 kroner i forskel mellem at være på passiv forsørgelse og at være i arbejde.
Partier fra både rød og blå blok samt et hav af eksperter og organisationer har kommenteret De Konservatives bud. Venstre vil fortsat ikke lægge sig fast på, hvordan partiets bebudede moderne kontanthjælpsloft skal skrues sammen.

* DF vil gøre det svært at hyre udenlandsk arbejdskraft
Danske virksomheder og landets kommuner skal fremover kunne dokumentere, at de har søgt efter danske ledige, før de retter blikket mod udlandet for at hente arbejdskraft.
Det mener Dansk Folkeparti, som erkender, at det vil give "en lidt mere tung proces" for virksomhederne og kommunerne.

* Enhedslisten med kontroversiel kampagne i Aarhus
De kommende to uger turnerer Enhedslistens kampagne "Boykot bosættervarer - Anerkend Palæstina" de århusianske gader. Samme budskab blev i slutningen af april bortcensureret i København.
- Det er yderst glædeligt, at aarhusianerne kan få mulighed for at se det budskab, som blev censureret af Movia og fjernet fra busserne i København, siger Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten i Aarhus.

* Brutal valgkamp mellem Thorning og Løkke
Den nuværende valgkamp er formentlig den hårdeste, der endnu har fundet sted i Danmark.
Det gælder både under partilederrunderne og på de sociale medier, hvor politikernes fodfolk står bag flere kampagner.
Det mener valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet.
- Jeg mindes ikke at have set en udfordrer fortælle en statsminister, at der var "mange ting, vedkommende ikke forstod".
- Og jeg mindes ikke at have set en statsminister, i den første debat, angribe førsteudfordreren så hårdt på troværdigheden, som Thorning gjorde, siger han.

Dag 12 - søndag 7. juni:

Radikale lancerede endnu en skattepolitisk mærkesag: Skattelettelser. Socialdemokraterne er imod.

 

 

* Radikale vil sænke skatten i top og bund
Topskatten skal ned og beskæftigelsesfradraget op, mener De Radikale, der vil bruge 13 milliarder kroner på skattelettelser allerede i den kommende valgperiode.
Men selvom Socialdemokraterne er uenige i, at topskatten skal sænkes, så mener statsminister Helle Thorning-Schmidt ikke, at det vil skabe splid i en eventuelt kommende SR-regering. Kommentatorer er dog ikke i tvivl om, at meldingen er besværlig for Thorning.

* Der kommer igen flere flygtninge til Danmark
Lige omkring 750 personer har ifølge TV2's oplysninger søgt asyl i Danmark i maj. Og lige nu kommer der omkring 200 nye flygtninge om ugen, oplyser tv-stationen, der har sine informationer fra unavngivne kilder.
Dermed ligner udviklingen ifølge TV2 indtil videre sidste års tilstrømning, hvor der kom 14.815 asylansøgere - det største antal i over 20 år.

* Debat om ventetid i psykiatrien
Psykiatriske patienter skal i behandling inden for 30 dage. Men behandlingen trækker i langdrag. Under al kritik, lyder det fra SF. Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger, at det er regionernes ansvar.

Dag 11 - lørdag 7. juni:

Salafister fra de antidemokratiske organisationer Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam stjal dagsordenen lørdag.

 

 

* Politikere raser over ekstremistiske islamister
Fra alle sider vender politikerne sig i skarpe vendinger mod, at salafister fra de antidemokratiske organisationer Hizb ut-Tahrir og Kaldet til Islam opfordrer danske muslimer til at boykotte folketingsvalget 18. juni.

* Økonomer: Venstres jobreform bliver dyr og svær
Økonomer og skatteeksperter slår i Jyllands-Posten fast, at en jobreform, hvis den for alvor skal øge forskellen mellem at være på passiv forsørgelse og være i arbejde, bliver vanskelig og dyr.

* Radikale vil lette skat for enlige forsørgere
Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, vil bruge en halv milliard kroner på at hæve indtægtsgrænsen for, hvornår enlige forsørgere, der bor til leje, mister boligstøtte og friplads i daginstitution.

* Organisationer: Ulandspenge skal ikke gå til asylsøgere
Pengene bør ikke hentes fra ulandsbistanden og dermed verdens fattigste, når ekstraudgifter til asylsøgere, der kommer til Danmark, skal dækkes.
Det mener Red Barnet, som bakkes op af en række andre organisationer.
Reaktionerne kommer, fordi Politiken lørdag skriver, at regeringen vil bruge ulandsmidler til at finansiere udgifterne til de flere asylsøgere i Danmark.

* Alternativet og S skaber dødt løb mellem blokkene
Partierne bag den siddende regering har opbakning fra 50,1 procent, mens oppositionen mønstrer 49,7 procent. Omsættes dette til et valgresultat vil det give 88 røde mandater og 87 blå.

Dag 10 - fredag 5. juni:

Grundlovsdagen bød på krav om yderligere ligestilling, højere ulandsbistand og mere barsel til mænd.

 

 

      * SF: Stemmeret til 16-årige
      Partiet mener, at de unge er godt rustet til at deltage i demokratiet og tage stilling ved valgene. Blandt andet peger Pia Olsen Dyhr på en undersøgelse, foretaget af Dansk Ungdoms Fællesråd, der viser, "at de unge er klar til det".
      I en række andre lande er man allerede begyndt at nedsætte valgretsalderen. I 2007 sænkede Østrig som det første EU-land valgretsalderen til 16 år. Forslaget møder dog modstand hos Dansk Folkeparti, som mener, at de unge "mangler livserfaring".

      * V-kandidater i soloangreb mod stigende grundskyld
      To af Venstres folketingsmedlemmer fra hovedstadsområdet går imod partiets linje og opfordrer til, at staten skal hjælpe kommunerne med at sænke grundskylden midlertidigt for de boligejere, der er hårdest ramt.
      De to folketingsmedlemmer Jan E. Jørgensen og Jakob Engel-Schmidt fremlagde i Berlingske "et kompromisforslag", hvor staten skal oprette en pulje på en halv milliard kroner, så kommunerne kan få dækket halvdelen af udgiften, hvis de sænker grundskyldspromillen, indtil et nyt ejendomsvurderingssystem ligger klar.
      Forslaget møder dog modstand fra såvel Socialdemokraterne som De Konservative.

      * R-kandidater presser på for mere barsel til mænd
      Øremærket barsel til mænd skal skrives ind i et kommende regeringsgrundlag, hvis De Radikale kommer med i en rød regering efter valget. Det erklærede tre radikale folketingsmedlemmer over for DR Nyheder.
      Det drejer sig om ligestillingsordfører Liv Holm Andersen, Marlene Borst Hansen og udenrigsordfører Zenia Stampe. Partileder Morten Østergaard har ikke kommenteret udmeldingen.

      * Venstrefløj efterlyser øget ligestilling
      På 100 årsdagen for kvindernes valgret efterlyste både SF og Enhedslisten flere tiltag for at nivellere forholdende for mænd og kvinder.
      Forslagene går blandt andet på øremærket barsel til mænd, ligeløn for lige arbejde, fokus på at modvirke et kønsopdelt arbejdsmarked, en handleplan mod sexchikane, straf for uagtsom voldtægt og flere kvinder i ledelserne.

      * Radikale insisterer på højere udviklingsbistand
      Det kan godt være, at Socialdemokraterne i deres få dage gamle valggrundlag har understreget, at der ikke er råd til at hæve udviklingsbistanden over de kommende år.
      Men De Radikales leder, Morten Østergaard, stod i sin grundlovstale fast på, at niveauet for udviklingsbistanden skal op på én procent af BNI mod de nuværende 0,83 procent.
      I det nuværende regeringsgrundlag står der, at udviklingsbistanden "over en årrække" skal op på én procent af BNI. Det skulle ske for at "styrke fattigdomsbekæmpelsen".

      * DF vil indføre ny bremse på EU-regler
      Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, foreslog i sin grundlovstale, at et mindretal uden om regeringen fremover skal kunne bede et forfatningsråd skride ind over for EU-regler.
      Rådet skal bestå af fem højesteretsdommere, og det skal ifølge Kristian Thulesen Dahl vurdere, om "en sag, et forslag eller praksis fra regeringen rejser forfatningsmæssige tvivlsspørgsmål".

Dag 9 - torsdag 4. juni:

Onsdag præsenterede regeringen sit sundhedsudspil, og torsdag fulgte Venstre så trop med sit bud på området.

 

 

      * Sundhedsudspil fra Venstre
      Venstre har før flirtet med at nedlægge landets fem regioner, og i et nyt sundhedsudspil fra Venstre giver partiet de fem regioner, der driver landets sygehuse, fire år til at bevise deres værd og leve op til en række krav.
      Sker det ikke, er Venstre parat til at nedlægge regionerne. Sundhedsudspillet fra Venstre kom dagen efter, at regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og De Radikales leder, Morten Østergaard, i spidsen præsenterede sit sundhedsudspil.

      * DF bringer udlændingedebatten på banen
      Danmark bør drive asylcentre i flygtninges nærområder, og flygtninge skal ikke have krav på en bolig. Det er meldingen fra DF i et nyt flygtningeudspil. Målsætningen er, at der på sigt ikke skal gives asyl til folk på dansk grund.

      * DF-kandidat sat på plads af ledelsen
      Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, blev torsdag sat på plads af partifælden Søren Espersen, DF's udenrigsordfører og næstformand.
      Ahrendtsens udmelding om at lade virksomheder betale en punktafgift for reklamer på engelske udtryk holder ikke.
      - Det er ikke partiets politik, siger Søren Espersen.
      - Nu har jeg talt med Alex her til morgen, og vi er enige om, at det ikke er Dansk Folkepartis politik. I kampens hede er der mange ting, der lige pludselig smutter, når alle er oppe at køre, og vore kandidater er i gang, siger han.

      * Udspil om social dumping fra regeringen
      Regeringen vil skabe en bred politisk aftale med Venstre og Dansk Folkeparti om såkaldt social dumping efter valget. Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som sammen med justitsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede udspillet.
      Regeringen vil stoppe, hvad man kalder social dumping ved fortsat at lade Arbejdstilsynet, Skat og politi rykke ud til virksomheder sammen.
      Desuden vil regeringen hæve bøderne, hvis udenlandske virksomheder ikke tilmelder sig RUT-registret, hvor udenlandske virksomheder skal anmelde, hvis de udfører midlertidigt arbejde i Danmark.

Dag 8 - onsdag 3. juni:

Sundhedsområdet kom på dagsordenen, da regeringen fremlagde sundhedsudspil på Aalborg Universitetshospital.

 

 

* Sundhedsudspil fra regeringen
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og De Radikales leder, Morten Østergaard, kom med regeringens fælles sundhedsudspil. Det var regeringens første fælles udspil i valgkampen.
Regeringen vil prioritere 15 milliarder kroner fra 2016 til 2020 til bedre sundhed og ældre. Sundhedsvæsnet får fra 2016 et løft på 1,9 milliarder kroner, lød beskeden, og kampen mod kræft er et centralt punkt.
Venstre er kritisk over for udspillet, sagde sundhedsordfører Sophie Løhde, mens Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet og afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, konstaterede, at S og V er meget ens på sundhedsområdet.

* Forkerte dagpenge-tal
De tal, som flyver rundt i dagpengedebatten, er et halvt år for gamle. Og det bliver tidligst til juli, at tallene opdateres, kunne Beskæftigelsesministeriet meddele.
Dermed kan diskussionen om, hvordan man forhindrer, at flere personer mister retten til dagpenge, fortsætte på et forkert datagrundlag resten af valgkampen.
Omfattende it-vanskeligheder i kommunerne har ført til store problemer med at registrere personer, som har opbrugt dagpenge. SF og Enhedslisten har kritiseret situationen.

* De nordatlantiske mandater
Skal Grønland og Færøerne fremover fortsat være repræsenteret i Danmarks lovgivende forsamling?
Flere eksperter og et nuværende færøsk medlem af Folketinget siger nej, men Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), siger, at det ville være utænkeligt at sløjfe de fire nordatlantiske mandater, selv om repræsentanterne nordfra reelt kun blander sig i udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål.
 Rød blok kan ende med at få mest ud af det nordatlantiske samarbejde, hvis prognoserne holder stik, og tre af de fire nordatlantiske mandater tilfalder venstrefløjspartierne.

Dag 7 - tirsdag 2. juni:

Talkrigen om nye job skabte forvirring på højere plan, og så fik Alternativets politik en tur i regnemaskinen.

* Statsministeren besøgte regionen
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte virksomheden Nilpeter i Slagelse, som  har oplevet en stor efterspørgsel. Senere var hun i Hørve, hvor borgerne har været en del af et byudviklingsprojekt, der har udviklet byen efter deres ønsker

* Ingen kan hitte rede i talkrig
Er der kun skabt 700 job til danske statsborgere i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid, eller er det "lodret forkert", som statsministeren sagde i debatten med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på TV2 søndag aften.
Det afhænger tilsyneladende af, hvordan man regner, er flere medier kommet frem til efter at have konsulteret adskillige økonomer.

* S og DF vil stoppe misbrug af cabotageregler
Misbrug af EU's cabotageregler skaber social dumping på det danske marked for lastbiltrafik, og det skal stoppes.
Sådan lyder det fra både Dansk Folkeparti og transportminister Magnus Heunicke (S), som hver især har lanceret en ny plan for området.

* Alternativets politik vil gøre Danmark fattigere
En række økonomer fastslår over for Jyllands-Posten, at Alternativets politik vil koste dyrt, blandt andet fordi partiet ønsker at sænke arbejdstiden til 30 timer om ugen.

* Sløj måling for Konservative
Konservative er nede på 2,5 procent svarende til en halvering af sidste valgresultat i dagens Voxmeter. I Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af fem målinger, ligger partiet dog til 3,8 procent.

Dag 6 - mandag 1. juni:

 

* Rød blok overhaler blå
Efter mindre end en uges valgkamp får partierne bag statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opbakning fra 50,5 procent, mens blå blok må nøjes med støtte fra 49,1 procent.

Det viser en meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau. Alternativet ligger over spærregrænsen.

* Venstre præsenterer børne- og ungeudspil
Inklusionen i folkeskolen er gået for vidt, dele af fremdriftsreformen bør ændres, og så skal der slås hårdere ned på mobning. Det var nogle af elementerne i det børne- og ungeudspil, Venstre lagde frem. Pengene skal komme fra ulandsbistand og satspulje.

 * Udsigt til stor stigning i asyludgifter
I regeringens seneste Økonomisk Redegørelse, der blev offentliggjort i sidste uge, skønnes ekstraregningen at kunne blive 1,5 milliarder kroner højere end forudsat i fremskrivningerne af udgifterne for 2016, skriver Jyllands-Posten.

Holder den forventning, kan asyludgifterne blive tre gange højere end det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har lagt op til at bruge på yderligere velfærd i valgoplægget "Danmark på sikker vej".

* Vestager slipper for kommissionsreprimande
Danmarks EU-kommissær, Margrethe Vestager, og hendes kolleger har ret til at have politiske holdninger.

Sådan lyder det fra kommissionstalskvinde Mina Andreeva, efter at europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) har klaget over, at Vestager på DR har udtalt sig om De Radikales politik.

 

Dag 5 - søndag 31. maj:

Plakathærværk, boligskat, kasseeftersyn og skyttegravskrig om antallet af skabte arbejdspladser prægede valgkampens dag 5.

* Hærværk mod valgplakater
Folketingskandidaten Rasmus Horn Langhoff (S) opdagede søndag morgen, at en række af hans valgplakater var blevet revet ned  i nordvestsjællandske Højby. Andre politikere i andre landsdele oplever ligeledes i løbet af søndagen, at deres plakater bliver enten hærgede eller helt fjernet

* Radikalt forslag om hævet boligskat skudt ned
Et forslag fra De Radikales leder Morten Østergaard om at lade boligskatterne følge lønniveauet efter 2020 fik en ublid medfart på Christiansborg. Den borgerlige opposition stod i kø for at skyde forslaget ned, og også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviste forslaget. "Ikke en særlig god idé", lød det fra regeringschefen.

* Kamp om antallet af skabte arbejdspladser
Antallet af danskere i beskæftigelse er faldet med 6500 i perioden fra 2011 til 2014, lyder en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der har sammenkørt forskellige statistikker. Ifølge DA's beregninger er der fra 2011 til 2014 kommet i alt 29.001 flere personer i arbejde. Men antallet af danskere i job er faldet med 6522 personer, skriver DA. Men det er "noget vrøvl", mener uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R). Sidste år kom 29.000 flere i arbejde, heraf 11.000 med dansk oprindelse, siger hun.

* Løkke vil starte tid som statsminister med et kasseeftersyn
Venstres formand vil gå statens budgetter efter i sømmene, hvis han bliver statsminister efter det kommende valg. "Der bliver malet et meget rosenrødt billede af dansk økonomi", siger Lars Løkke Rasmussen til Berlingske. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) iværksatte selv et kasseeftersyn, da hun kom til magten i 2011. Her fandt man ubetalte regninger for to milliarder kroner. Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser, at der skulle være noget at komme efter ved et nyt kasseeftersyn.

* Tv-duel mellem de to statsministerkandidater
TV2 bragte valgkampens første tv-duel mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes udfordrer, Lars Løkke Rasmussen (V). Debatten var sober og afdæmpet, lød vurderingen fra iagttagere

Dag 4 - lørdag 30. maj:

Lørdag indtog dagpenge-reformen valgkampen. Dagpenge-alliance mellem yderfløjene prægede valgkampens fjerde dag.

 

 

 * Yderfløje indgår dagpenge-alliance:
Et af de ventede hovedtemaer i valgkampen - dagpengereformen - kom til at dominere lørdagen. SF og Dansk Folkeparti gav hinanden håndslag på, at de vil kræve af den kommende statsminister - hvem end det bliver - til at halvere genoptjeningskravet til dagpengene. Venstre og Socialdemokraterne vil fortsat ikke forholde sig til spørgsmålet, før Dagpengekommissionen har talt. Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at fløj-alliancen kan skabe problemer for den næste statsminister.

 * Måling: Nu næsten dødt løb mellem rød og blå blok
En meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau efter de første tre dages valgkamp, viser, at rød blok haler kraftigt ind på den borgerlige opposition. Blå blok opnår 50,5 procent af stemmerne mod rød bloks 49,4 procent. Alternativet er samtidig tæt på at klare spærregrænsen med en vælgeropbakning på 1,8 procent. Målt i estimerede mandater står den 90-85 i blå bloks favør. I ugerne op til valgudskrivelsen førte blå blok med 96 mandater mod rød bloks 79.

* DF vil vække kasseret Eritrea-rapport til live igen
Venstre ser positivt på et ønske fra Dansk Folkeparti om at genbruge den kasserede rapport fra Udlændingestyrelsen om flygtninge fra Eritrea. Det sker efter, at nye tal fra Udlændingestyrelsen har vist, at antallet af asylansøgere fra det lille østafrikanske land er steget igen fra tre personer i januar til 76 i april. Efter langvarig kritik af rapportens konklusioner om, at det ikke var så farligt at sende folk tilbage til Eritrea, droppede myndighederne dele af rapporten.

Dag 3 - fredag 29. maj:

På dag 3 fremlagde Socialdemokraterne sit valggrundlag - og Nationalpartiet opgav at stille op.

 

 

* "Det skal betale sig at arbejde"
Bageriet i Svinninge ved Holbæk fik fredag en central rolle i Venstres valgkampagne. Lars Løkke Rasmussen - og et stort presseopbud - besøgte bageriet. Her fortsatte Løkke sin snak om, at det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark. Bageriet har oplevet, at ti ledige ansøgere de seneste fem-seks år har takket nej til at arbejde for godt 19.000 kroner om måneden.

* Socialdemokraterne præsenterer valggrundlag:
Socialdemokraterne præsenterede fredag formiddag ti punkter, som partiet går til valg på. Et af punkterne drejede sig om udviklingsbistanden, som partiet meddelte, at der ikke vil blive råd til at hæve. Regeringen har ellers haft som mål at bringe udviklingsbistanden op på én procent af bruttonationalindkomsten (BNI) fra de nuværende cirka 0,8 procent.

 * De Radikale er klar til strammere dagpengeregler:
Rådighedsreglerne for de ledige skal strammes, så ledige bliver tvunget til at søge job længere fra deres bopæl. Det var fredagens budskab fra Morten Østergaard, der dermed igen markerer sig som mere reformivrig end statsminister Helle Thorning-Schmidt.

* Usædvanlig EU-alliance:
Partierne Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil tage en paragraf i Grundloven i brug til at gennemtvinge folkeafstemninger om for eksempel dansk deltagelse i en fælleseuropæisk bankunion. For at partierne kan gøre alvor af deres tanker, kræver det, at de tilsammen får 60 eller flere mandater i Folketinget efter valget.

* Farvel til Nationalpartiet:
Det nye parti Nationalpartiet opgav endegyldigt at få indsamlet de nødvendige vælgererklæringer frem mod valget. Partiet manglede fredag stadig knap 6000 vælgererklæringer for at kunne stille op. Den kontroversielle digter Yahya Hassan fra Nationalpartiet vil nu forsøge at blive valgt ind i Folketinget som løsgænger.

Dag 2 - torsdag 28. maj:

En historie om en kontanthjælpsmodtager og et firma i Taastrup bragte Løkke i modvind på valgkampens anden dag.

 

 

Efter to partilederdebatter onsdag aften tog politikerne torsdag hul på dag to i valgkampen. Her er et overblik over vigtige historier på valgkampens anden dag:

* Løkke i kontanthjælpsstorm:
 Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, havnede i lidt af et medieuvejr. Løkke omtalte onsdag en konkret arbejdsløs, der sagde sit arbejde på op servicevirksomheden Panorama i Taastrup, fordi han hellere ville være på kontanthjælp.

Men ingen medier kunne opspore den omtalte kontanthjælpsmodtager. Panoramas direktør bekræftede dog, at Løkke havde gengivet ham korrekt.

* Rød blok haler ind på blå:
En måling, Voxmeter har lavet for Ritzau, viste tegn på fremgang til partierne bag den nuværende regering. Blå blok står i målingen til 52,6 procent af vælgerne, mens rød blok får opbakning fra 47,4 procent. I mandater er forskellen mellem blokkene nu 93-82 i blå bloks favør.

* Svagt fald i antallet af asylansøgere:
Den månedlige opgørelse over antallet af asylansøgninger viste et beskedent fald hen over årets første fire måneder. Området følges tæt på Christiansborg i kølvandet på sidste års eksplosive stigning, hvor næsten 15.000 personer søgte om tilflugt her i landet.

* Debat om håndværkerfradrag:
De Radikale kalder det "helt på månen" at genindføre boligjobordningen, mens Venstre fremhæver at det vil skabe arbejdspladser uden for de store byer. Det er en velkendt debat, der har kørt gennem længere tid.

* Socialdemokraterne klar med valggrundlag:
Sidst på eftermiddagen meddelte Socialdemokraterne, at partiets valggrundlag vil blive præsenteret fredag formiddag. Hvad det kommer til at indeholde, vides endnu ikke, men det tager udgangspunkt i flere af de tiltag, regeringen har præsenteret på det seneste.

 

Dag 1 - onsdag 27. maj:

 

 Statsministeren udskrev valg, og Løkke blødte op om tidligere meldinger om nulvækst.

Tirsdag var der kraftige tegn på, at det ville ske, og onsdag skete det så: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev valg til Folketinget.

Her er et overblik over vigtige historier på valgkampens første dag:

 * Thorning åbner valgkamp med advarsel mod eksperimenter:
Danskerne skal torsdag 18. juni stemme om, hvem der skal lede landet de næste fire år. Statsminister Helle Thorning-Schmidt fastslår, at det er det rigtige tidspunkt at spørge vælgerne om, hvorvidt kursen skal holdes, eller man vil have Venstres eksperimenter.

* Ivrige partisoldater bryder plakatloven:
Flere timer før valget blev udskrevet, var de første valgplakater med politikere allerede sat op i flere lygtepæle. Men det er et brud på loven, lyder det fra Københavns Kommune, der sender bøder ud på 40 kroner per plakat til de partier, der har forivret sig.

* Nationalpartiet mangler 6500 vælgererklæringer:
Valgdatoen betyder, at Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kan stille op, mens Nationalpartiet ikke har fået samlet nok vælgererklæringer. Partiet vil forsøge at samle de 6500 erklæringer, de mangler, men stiller ellers op som enkeltpersoner ved valget.

* Løkke sender nulvækst til forhandling:
Lars Løkke Rasmussen, Venstres formand, bløder op i forhold til tidligere udmeldinger om nulvækst - eller udgiftsstop, som han selv ynder at kalde det. Det er ikke længere et ultimativt Venstre-krav, men noget der er til forhandling efter et valg.

* Rød borgfred om udlændingepolitikken:
Udlændingepolitikken, der under tidligere valgkampe har betydet splittelse og kostet vælgere internt i rød blok, fyldte stort set ingenting på valgkampens første dag - heller ikke under De Radikales første valgpressemøde blev udlændingepolitikken nævnt på nær et par sporadiske kommentarer.

Ritzau og TV ØST

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App