Valg betyder travlhed i kommuner

Foto: TV ØST

Folketingsvalget betyder, at de ansatte i landets kommuner får nok at se til. Det gælder også i Næstved Kommune, hvor de ansatte allerede er trukket i arbejdstøjet.

- Jeg tror da, at mine børn kommer til at se lidt mindre til mig.

Det fortæller Gitte Nonbo, der er systemchef i Næstved Kommune. Sammen med sine kollegaer fulgte hun i dag med i medierne, da statsminister, Anders Fogh Rasmussen, udskrev valg fra folketingets talerstol.

Det kommende folketingsvalg betyder nemlig ekstra arbejdstid og masser af opgaver i de kommende tre uger.

- Det betyder en forøgelse af min arbejdstid, det er der slet ingen tvivl om. Især når der er blevet udskrevet valg med så kort frist, fortæller Hanne Stampe Knudsen, der er fuldmægtig i Næstved Kommune.

En af dem, der kommer til at beskæftige sig mest med valget i Næstved Kommune, er sekretariatschef Bertel Hansen. Han giver her et lille indblik i de ting, der skal gøres klar inden valget.

- Vi skal have gjort klar til, at folk kan få afleveret deres brevstemmer. Vi skal have lavet valglister, og vi skal have udsendt valgkort, fortæller han.

Der bliver altså nok at se til for landets kommuner. Men Bertel Hansen er alligevel optimistisk.

- Vi er altid blevet færdig til valg, og det bliver vi også denne gang, afslutter han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App