Vagtlæge nægtede at køre ud til dødssyg

Foto: TV ØST

Vagtlægen henviste patient med hjerte-problemer til dagen efter. Nu klager familien over vagtlægen.

Få timer efter, at familien ved midnatstid den 27. oktober havde sunget fødselsdagssang for Benjamin Rørvig, der fyldte 24 år, kaldte Benjamin på sin far og klagede over smerter i brystet. Fødselarens far, Peter Rørvig, har selv dårligt hjerte, og han genkendte straks symptomerne. Han kontaktede derfor øjeblikkeligt vagtlægen ved Slagelse Skadestue og forklarede problemstillingen. Vagtlægens svar klokken 05.30 var ifølge Peter Rørvig:

- Kom med din søn klokken otte i morgen tidlig. Så ser vi på ham.

Det ville i såfald betyde, at Peter Rørvig skulle tage sin bevidstløse søn med i bussen til Slagelse sygehus. 

- Jeg stod hos ham i stuen, og han sejlede rundt. Han var på ingen måde i stand til at tage på sygehuset, siger Peter Rørvig, som resolut ringede til 112, da han var blevet afvist af vagtlægen. Det var en god beslutning, for det reddede formentlig sønnens liv.

- Vi har fået en fin behandling på Slagelse Sygehus. Men bestemt ikke af vagtlægen. Derfor klager jeg over den behandling, han gav os i de minutter, hvor vi troede, at vi måske skulle miste Benjamin, siger Peter Rørvig.

Benjamin Rørvig fik torsdag indsat en pacemaker. I dag har han det godt. Han er ved at komme sig over chokket, men han og hans families tiltro til vagtlægeordningen kan ligge på et meget lille sted.

- Jeg er vred, og jeg vil ikke ønske for nogen, at de kom i den samme situation som os. Det var ganske forfærdeligt, siger Gitte Rørvig, som er mor til Benjamin.

Familien Rørvig har valgt at sende klagen over vagtlægen til såvel Patientklagenævnet i København som Statsforvaltningen Sjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App