Nedrivning af forladte huse på landet, brobyggeri på Lolland-Falster og øget kystbeskyttelse.
Det er blandt de projekter i regeringens vækstplan, som skal give en hjælpende hånd til landdistrikterne - også kendt som Udkantsdanmark.
Forladte huse skal rives ned
Regeringen vil blandt andet genindføre en særlig nedrivningspulje, der støtter nedrivning og istandsættelse af dårlige boliger på landet.
-Det vil sikre betydelig bedre muligheder for at imødegå de problemer, som faldefærdige huse indebærer, og bidrage til en helhedsorienteret og fremadrettet indsats. Hermed skabes rammerne for omstilling og udvikling i de danske landdistrikter, lyder det i vækstplanen.
Som en del af vækstplanen afsættes der 200 millioner kroner årligt i 2014 og 2015 til nedrivningspuljen.
Særlig hjælp til Lolland-Falster
Samtidig vil regeringen træde til for at understøtte beskæftigelsen på Lolland-Falster, der er særligt hårdt ramt af arbejdsløshed.
Det skal ske ved at fremrykke investeringer på 1,1 milliard kroner til etableringen af Femern Bælt-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.
Allerede i år og næste år skal der sættes skub i produktionen af tunnelelementer og arbejdet med at forhøje en række broer på Lolland og Falster i tilknytning til jernbanestrækningen mellem Ringsted og Rødby.
De 1,1 milliarder kroner skulle oprindeligt have været brugt i 2015-2016, men bliver altså nu fremrykket.
Kysten skal renses
Derudover vil regeringen afsætte 100 millioner kroner årligt til kystbeskyttelse og oprensning langs den jyske vestkyst.
Borgerne i udkanten kan også få gavn af, at regeringen vil genoplive boligjobordningen, der giver mulighed for at trække udgifter til blandt andet håndværkerarbejde og rengøring i hjemmet fra i skat.
Når boligjobordningen udløber med udgangen af 2014, står regeringen klar med en pulje på 600 millioner kroner i 2015 og 800 millioner kroner fra 2017, som skal understøtte vækst og beskæftigelse.
/ritzau/