V-folk i skarpt opgør med Løkke

En stribe Venstre-medlemmer advarer statsministeren mod at afskaffe regionerne. Han handler i blinde, lyder den usædvanlige kritik af deres egen formand skriver Berlingske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er langt fra alle i Venstre, som bakker op om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) planer om at afskaffe landets fem regioner. Således vil en stribe medlemmer af folketingsgruppen sidde og være temmelig forundrede, når han i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på fredag vil præsentere sit forslag.

Blandt dem den tidligere minister Britta Schall Holberg:

- Jeg synes, at det er beskæmmende, at regeringen, som selv har været bannerfører for at oprette regionerne, nu fire år efter siger, at det duede ikke. Det er rigtig dårligt politisk håndværk. Jeg er simpelthen så ked af det her. Det er virkelig et ressourcespild, og vi aner ikke, hvad alternativet er. Man kan ikke sige »nu nedlægger vi det bare«. Der er både ansatte og folkevalgte, som fuldstændig får trukket tæppet under sig fra den ene dag til den anden. Hele verden brænder under finanskriser og hungersnød i Afrika, som bør optage os, og det, der optager os i det her land, er regioner eller ej. Det er mangel på politisk proportion.

Fare for at det menneskelige forsvinder

Har du følt dig hørt i den her sag?

- Hørt? Næ. Jeg må læse om det i din avis, siger Britta Schall Holberg

Også det erfarne medlem Jens Kirk undrer sig.

- Hvis regionerne bliver nedlagt, får vi meget ondt af den, der bliver sundhedsminister i fremtiden, for han eller hun må afsætte to dage om ugen til samråd i Folketinget. Der er en fare for, at det menneskelige forsvinder. Systemet vinder, og vi mennesker taber. Jeg tror, at folkeligheden omkring sygehusvæsenet forsvinder helt. Så jeg venter spændt på at høre Lars Løkkes argument for at nedlægge regionerne, siger han til Berlingske.

Kirkeordfører Per Bisgaard mener, at landets statsminister handler i blinde og burde klæde sig bedre på.

- Flere er blevet behandlet bedre end nogensinde tidligere, og tilfredsheden med sundhedsvæsenet er stor. Så regionerne gør det ganske godt. Selv om det ikke går så godt i København, kan det jo godt gå godt i Region Syddanmark. Jeg mener, at regionerne skal evalueres, og at vi skal få facts på bordet, inden vi træffer beslutninger i blinde, siger han.

Regioner kunne næsten kun gøre det bedre

Andre bakker op. Blandt dem Eyvind Vesselbo som bruger en række af Berlingskes afsløringer hen over sommeren som argument.

- I Region Hovedstaden, hvor jeg bor, fungerer det jo slet ikke. Skadestuerne har ventetider op til tolv timer. Folk ligger på gangene på de medicinske afdelinger, og personalet er desperate. Men det værste er, at hver gang, der er et problem, påstår regionsformænd som Bent Hansen (S) eller Vibeke Storm (S), at det ikke er deres problem, siger Vesselbo og tilføjer, at man ikke kan bruge påstanden om, at produktiviteten er øget, til noget som helst.

- Det er ikke så underligt, at det er blevet mere effektivt, for regeringen har jo givet en masse, masse penge. Udgangspunktet var enormt dårligt i 2001, så det kunne næsten kun blive bedre, mener Vesselbo.
Det lykkedes ikke i går at træffe Venstres gruppemand, Kristian Jensen, for en kommentar.


Nyhedsoverblik