Utraditionel bondegård bød folk indenfor

81 gårde åbnede i dag stalddørene for befolkningen i forbindelse med årets Åbent Landbrug-dag. I Ruds Vedby ved Dianalund var det en mere utraditionel bondegård

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lykkebjerg var i mange år et landbrug med malkekøer og planteavl. Nu er malkekøerne væk, og en af staldene på gården i Sønderød ved Ruds Vedby er lavet om til ferielejligheder.

- Vi ville godt have de københavnske børn ud på landet. I stedet for at de skulle læse eller få fortalt i fjernsynet, hvor forfærdeligt, vi behandler vores dyr, skulle de kunne komme ud at se, hvordan det er herude, fortæller landmand, Niels Henrik Nielsen.

Feriegæsterne kan blandt andet klappe en ko på græs, ride på heste, køre mooncars og fare vild i majs-labyrinten på en af markerne bag gården.

Svær beslutning
Det var ellers ikke helt let dengang tilbage i 2003, hvor beslutningen om at lave gården om, blev taget.

- Det at vi ikke længere skulle have malkekvæg, det var lidt vanskeligt, fortæller Niels Henrik Nielsen og fortsætter:

- Men det har været fysisk hårdt, og min krop var slidt så meget, at jeg havde svært ved at klare det, og så valgte vi at stoppe, mens vi selv kunne bestemme.

Der er skønt på landet
Det er ind til videre gået godt. I år har ferielejlighederne ind til videre været udsolgt i alle skoleferierne, og weekenderne har også været godt booket.

-  Jeg har fået et job, hvor jeg fysisk kan overkomme det, og så har vi fået en tilværelse, hvor vi beskæftiger os med noget, vi rigtig godt kan lide, siger Niels Henrik Nielsen.

Mere end 700 kiggede i dag forbi Lykkebjerg i forbindelse med Åbent Landbrug-dagen.


Nyhedsoverblik