Det vi har sammen

Utilfredshed med nye parkeringsregler

Foto: TV ØST

Beboerne på de smalle veje i Holbæk er utilfredse med, at de ikke længere må parkere halvt på fortovet. For efter de nye regler er trådt i kraft, er der flere steder ikke plads til udrykningskøretøjer.

Flere beboere på de små veje i Holbæk er vrede over nye parkeringsregler, der betyder, at man ikke længere må parkere med et to hjul på fortovene. For når bilerne skal parkere på vejen, er der ikke plads til skraldebiler og udrykningskøretøjer.

- Jeg synes det er vanvid. Der kan jo ikke køre ambulancer, skraldebiler eller noget som helst igennem, når vi overholder de nye regler, siger Annelise Hviid, der bor på den smalle Godthåbsvej i Holbæk.

Men faktisk er det ulovligt at parkere, så der ikke kan komme et udrykningskøretøj eller en skraldebil forbi. Det betyder, at det reelt kun er lovligt at parkere i den ene side af de smalle veje. Men det er der tilsyneladende mange, der ikke ved.

- Hvis det er rigtigt, er jeg overrasket, siger Annelise Hviid.

De nye regler er blandt andet lavet for at sørge for ordentlig plads til kørestole og barnevogne på fortovene. Men måske kommer der ændringer.

- Jeg vil gerne gå ud og kigge på de veje og se, om der er store problemer. Og hvis det er tilfældet, så kigger vi på det, siger John Harpøth (DF), formand for Klima og Miljøudvalget i Holbæk.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App