Det vi har sammen

Uopmærksomme bilister er på vej i grøften

Foto: TV ØST

Fire ud af ti bilister har været ved at køre galt på grund af uopmærksomhed, viser ny undersøgelse.

Der er meget andet end rattet, speederen og vejen at fokusere på, når vi kører bil, og det er ofte ved at gå rigtig galt, viser en ny rundspørge, som Epinion har foretaget for Rådet for Sikker Trafik og TDC.

Samler ting op fra gulvet
Her svarer 37 procent af 1014 adspurgte bilister, at de inden for det seneste år har bragt sig selv i en risikabel situation, fordi de er blevet distraheret af noget, der foregår inde i bilen.

- Mobiltelefonen er en af årsagerne. Andre kan være, at man samler ting op fra gulvet, passer børn på bagsædet, finder ting i handskerummet eller skifter CD, konstaterer Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Undervurderer faren
Tallene understreger ifølge Mette Møller, seniorforsker ved DTU Transport, at uopmærksomhed er et problem i trafikken. Hun mener, bilisterne undervurderer, hvor farligt det er at være distraheret.

- I det øjeblik, man koncentrerer sig om andre ting, så har man ikke ressourcer tilovers til at reagere, hvis der sker noget uforudset. Og færdselsuheld er i sagens natur uforudsete, siger forskeren.

Ud af proportioner
Hun vurderer, at det er svært at regulere og kontrollere sig ud af problemet, og Rådet for Sikker Trafik opfordrer bilisterne til at koncentrere sig, når de kører bil.

Men trafikpsykolog Lisbeth Harms, som er lektor ved Københavns Universitet, mener, at problemet er blevet blæst ud af proportioner, og at bilisterne bliver gjort til syndebukke.

- Der er, mig bekendt, ingen evidens for at opmærksomhed i trafikken overhovedet er et trafiksikkerhedsproblem. Der er ikke noget nyt i, at mennesker ikke er og ikke kan være opmærksomme på alt, hvad der sker i trafikken, siger hun.

Ulykker kan undgås
Rådet for Sikker Trafik afviser kritikken.

- Man vurderer altså, at en tredjedel af ulykkerne skyldes uopmærksomhed, og at de kunne undgås, hvis folk var mere opmærksomme, påpeger Søren Troels Berg.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App