Unge opfindere starter lavine af succes

Tre unge iværksættere fra Nordvestsjælland vinder priser i massevis for deres IT-opfindelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Sonnerupgaard Gods uden for Tølløse sidder tre unge mænd og trykker travlt på tasterne.

Med virksomheden GreenTech Solutions har de startet en strøm af succes. I sidste uge vandt de foran navne som DONG og Eniro - Årets Grønne It-innovationspris. En pris uddelt af IT-Branchen, DANSK IT og Videnskabsministeriet.

- Det havde vi slet ikke ventet. Det viser bare, at det er en rigtige vej, vi går, og når der er nogle, der tror på os, tror vi også mere på os selv, lyder det fra Anders Knudsen, som er projektleder i Greentech Solutions.

Deres idé består af IT-systemer, der styrer store virksomheders strømforbrug og gavner miljøet.

- Det er ligesom at huske at tanke benzin på det rigtige tidspunkt af dagen. På samme måde viser vi virksomheder, at man kan spare penge ved at lade vores systemer finde de billigste tidspunkter af døgnet at bruge strøm på, fortæller Johan Nielsen, der er softwareudvikler i virksomheden, der i dag har i alt fem ansatte og også et kontor i København.

Vennernes virksomhed startede i det små.

- Jeg havde mødt den ene i en brandert og den anden på datamatiker-uddannelsen, og så fik jeg dem med på idéen, fortæller direktør Steven Friberg.

Sidste år skrabede de også to priser til sig, og så har de har nu netop fået første store kunde i hus, som er en landbrugsvirksomhed i Ringsted.

Derudover er de blevet tildelt en forskningskontrakt på tre millioner kroner, hvor de i samarbejde med flere store virksomheder skal udvikle fremtidens elnet, så de tre venner rider trygt videre på strømmen af succes.


Nyhedsoverblik