Mette Jensen og hendes veninde Katrine Christiansen er i samme båd. De stod overfor en sommer uden indtægter.
- Vi stoppede i juni med at få SU på den anden skole. Så stod vi uden indtægt i juli og august, og der havde vi brug for økonomisk støtte, forklarer Mette Jensen, som snart begynder på ergoterapeutuddannelsen i Næstved.
Ingen job
De forsøgte begge at finde arbejde, men udmeldingen fra arbejdsgiverne var, at det ikke kunne svare sig at lære dem op, når de kun skulle være der i to måneder.
Og som enlig mor var Mette nød til at gøre noget, så hun tilmeldte sig et matematikkursus på VUC i Næstved i sommerferien.
-Det er en dårlig regel om, at du ikke kan få SU i de to mellemliggende måneder, når du går fra den ene uddannelse til den næste. Som enlig mor kan jeg sige på manges vegne, at vi mangler den SU. Vi kan ikke leve uden, siger Mette Jensen.
Så nu hvor de andre går til matematikeksamen, nyder pigerne sommeren, indtil de skal starte på deres videregående uddannelser.
Ingen regler
Der er ingen regler, der forhindrer pigerne i at gøre, som de har gjort. SU-Styrelsen kan nemlig ikke tjekke de unges intentioner. Nogle unge kan være tilmeldt et kursus, de ikke kan bestå, men hvor intentionerne var gode nok inden.
Og der er ingen hjælp for pigerne at hente i kontanthjælpssystemet.
- Vi ser desværre alt for ofte unge, der starter på kontanthjælp, de får svært ved at komme ud af systemet igen. Derfor er vi ikke interesseret i at de skal ende hos os i de to måneder de venter på at starte ny uddannelse, siger Ann Clemensen, faglig konsulent i Jobcentret i Næstved kommune.
Hver tiende gør det for SU'en
VUC Storstrøm er først for nyligt blevet bekendt med problemet.
Direktør, Niels Henriksen synes det er en ærgerlig udvikling. Men efter TV2 Øst har kontaktet ham, har ledelsen diskuteret de nuværende elevers intentioner med det kursus, de er tilmeldt i sommerferien.
- Vi synes at kunne se, at det drejer sig om cirka 10 ud af 100 elever, der går på vores uddannelse primært for at få SU, fortæller han.
På dagsordenen i Folketinget
Lokale medlemmer af De Konservative er gået ind i sagen i løbet af sommeren. De mener, det er urimeligt at især unge, enlige mødre bliver efterladt uden forsørgelsesgrundlag i sommerferien. Derfor har de bedt De Konservatives beskæftigelsesordfører i Folketinget, Mai Henriksen om at tage sagen op, når SU-reformen skal genforhandles til efteråret.