Unge mænd rev øjnene ud på and

Makaber dyremishandling opdaget af kvinde i Slagelse. Tre unge mænd rev øjnene ud på en and.

Hvordan kan man finde på at mishandle en fredelig and og rive øjnene ud på den - tilsyneladende under stor gensidig morskab?

I Slagelse har denne specielle dyremishandling vakt afsky, og Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi jagter nu de tre unge mænd, som ifølge et kvindeligt vidne stod bag ugerningen. Det skriver bt.dk.

Mishandlingen fandt sted i Smedegade i Slagelse ud for en parkeringskælder under bygningen "Skyggeren" natten til lørdag. Her fik et kvindeligt vidne nærmest et chok, da hun så, hvordan de unge mennesker muntrede sig med at mishandle den stakkels and, der til sidst blev efterladt halvt bevidstløs med øjnene revet ud af dens hoved.

Anden, som formentlig stammer fra den nærliggende Smedegade-sø, var så medtaget, at den efterfølgende måtte aflives.

- Det er en helt ufattelig form for dyremishandling, og det er ikke til at forstå, at man kan gøre sådan noget, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Det chokerede kvindelige vidne har givet følgende signalement af den person, der førte mest an i mishandlingen af anden: Han er en 18-22-årig ung mand, 180-185 cm. Høj, havde lyst, kort hår og var iført en hvid trøje. De andre to mænd var jævnaldrende.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App