Unge handicappede, som er placeret i tilbud uden for Næstved, skal tvinges til at flytte tilbage til Næstved Kommune. Det skriver Sjællandske.
- Vi mener, vi kan gøre det billigere og bedre selv, siger formanden for Børneudvalget og tidligere borgmester i Holmegaard, Søren Dysted (Soc.dem) til avisen.
Det er ældreboligerne i Røjleparken i Fensmark, der skal huse de unge handicappede. Flere af dem står tomme og vil skulel bygges om - bl.a. til handicapvenlige ungdomsboliger. Hvor mange unge, der vil skulle flytte ind i Røjleparken, er ikke besluttet.
Formanden for kommunens omsorgsudvalg er godt klar over, at kommunens manøvre kan give problemer.
- Det kan være en udfordring, når vi laver noget om. Vi skal gå varsomt. Vi skal ikke køre for hurtigt men huske dialogen, siger John Lauritzen (Soc.dem.) til Sjællandske.
Forslaget om flytningen af de unge handicappede er nu sendt i høring.