Undvegne fra Vordingborg arrest fik kort tid i friheden

Politiet i Nakskov fangede sent søndag aften to undvegne kriminelle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to unge mænd på 18 år var sigtet for henholdsvis røveri mod en tankstation og for at have slået en person med et luftgevær, der efterfølgende var gået af og havde såret personen.

Godt en måned havde de siddet varetægtsfængslet i arresten i Vordingborg, da det lykkedes dem at flygte den 7. april. Men da den ene søndag aften henvendte sig på en adresse i Nakskov blev han genkendt af en borger, der efterfølgende ringede til politiet.

Omkring klokken 23.30 søndag aften fandt politiet en stjålet bil bag en lade i nærheden af Nakskov, og inde i laden fandt de fire personer - heriblandt de to 18-årige og derudover en 19-årig mand og en ung mand i starten af tyverne.

I bilen fandt politiet tyvekoster fra et indbrud i Sakskøbing Svømmehal og alle fire vil nu blive sigtet for tyveri.

Hos politiet er man da ikke overraskede over, at det lykkedes at fange de undvegne så hurtigt.

- Det er blevet strafbart at gemme folk, der er på flugt fra politiet. Derfor har de ikke noget sted at gå hen, fordi ingen vil have noget med dem at gøre, forklarer den vagthavende hos politiet i Nakskov. 

De to undvegne fanger vil formentlig få en ekstra straf for at flygte fra arresten.

 


Nyhedsoverblik