Det vi har sammen

Underslæb i kolonihave-forening

Foto: TV ØST

En tidligere kasserer for en kolonihaveforening i Næstved er blevet politianmeldt for at have taget af kassen.

Formanden for kolonihaveforeningen Ellevang fik sig et chok, da han så foreningens bankkonti.

- Der var kludder i regnskabet, fordi der var forsvundet en frygtelig masse penge, siger Erland Jakobsen, formand i kolonihaveforeningen Ellevang.

Der manglede nemlig i alt 213.000 kroner. Det har fået bestyrelsen for Ellevang til at politianmelde den tidligere kasserer for at have taget af kassen.

- Det går jo udover os alle sammen. Vi mangler jo penge i haveforeningen. Det er stort set alle vores penge, han er rendt med, siger Erland Jakobsen.

Skylder kommunen penge

Pengene skulle blandt andet være brugt til at betale for leje af kolonihaveforeningens arealer til Næstved Kommune. Men kassen er tom. Derfor skylder kolonihaveforeningen nu Næstved Kommune i alt 160.000 kroner. De håber derfor nu, at de kan blive enige om en afdragsordning med kommunen.

Det er jo sørgeligt, at vi havde sådan et medlem mellem os, der ikke kunne kende forskel på hans og vores. Det er ikke meningen, at sådan noget skal ske i en kolonihaveforening, siger Erland Jakobsen.

Hos politiet bekræfter man anmeldelsen.

- Jeg har en aftale med den tidligere kasserer om, at han møder ind på politistationen for at blive afhørt, og så vil vi høre, hvad han har at sige, siger Politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Troels Haugsted.

TV2 Øst har i dag været i kontakt med den tidligere kasserer for Ellevang. Han nægter at have kendskab til underslæbet. Han har i dag ikke ønsket at udtale sig yderligere.

00:43 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App