Umotiveret vold i Slagelse

En 28-årig mand fra Slagelse overfaldt i nat tre andre i deres bolig. Overfaldene skete tilsyneladende helt umotiveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten til lørdag slog det klik for en 28-årig mand fra Slagelse, der ifølge politiet har flere voldsepisoder på samvittigheden.

Ved 01.30-tiden troppede han op ved nogle kollegieværelser i Bredahlsgade og henvendte sig til to 14-årige på et af værelserne for at få nogle cigaretter. Tingene udviklede sig og den 28-årige slog begge drenge i ansigtet.

Herefter gik den 28-årige op i en nærliggende opgang, hvor han sparkede døren ind til en 27-årig mand. Den 27-årige prøvede at forsvare sig med en kniv, men den 28-årige fik vristet kniven fra ham og slog også den 27-årige, inden han forsvandt.

Politiet rykkede ud med hunde til området. Man var bange for at den 28-årige overfaldsmand alligevel var blevet ramt af kniven og skulle forbløde et sted, men politiet fandt ham gående på gaden, hvor han blev anholdt og taget med på stationen.

Politiet i Slagelse skal i løbet af lørdag formiddag afhøre den 28-årige om nattens voldsepisoder.


Nyhedsoverblik