Det vi har sammen

Ulykke gav store problemer for morgentrafikken

Foto: TV ØST

OPDATERET: Et sammenstød med 2 biler på Ringstedvej ved Kalundborgmotorvejen betød mandag morgen store problemer for trafikken omkring Holbæk.

Både ambulancer og lægehelikopter blev mandag morgen sendt til Ringstedvej over Kalundborgmotorvejen, hvor en vare- og personbil var blevet involveret i en færdselsulykke.

Ulykken førte til store trafikale problemer på Holbækmotorvejen, hvor en afkørselsrampe måtte lukkes, ligesom Ringstedvej i en længere periode var spærret for trafik.

Varebilen blev ført af en 40-årig mand fra Roskilde, som var kørt fra motorvejen op på Ringstedvej mod nord. Her ramte han personbilen, hvori en 44-årig mand fra Holbæk befandt sig. Under sammenstødet væltede personbilen om på siden.

Politiet modtog meldingen om ulykken klokken 06.51.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Spærret for trafik

Mens rednings- og oprydningsarbejdet stod på, måtte brandvæsnet frigøre alle involverede personer. Manden i personbilen og en 17-årig passager blev fragtet i ambulancer til Holbæk Sygehus. Den 44-årige bilist havde brækket en arm ved uheldet, mens den yngre passager blev udskrevet efter undersøgelse.

Den 40-årige fører af varebilen blev kørt til Slagelse Sygehus og indlagt til observation.

Klokken 08.30 blev Ringstedvej åbnet for trafik igen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App