Ukendt bakke udpeget som Sjællands højeste punkt

Nye målinger viser, at Kobanke ved Rønnede ligger højere end Gyldenløveshøj på Midtsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal rettes i danske geografibøger og turistbrochurer. Den gamle barnelærdom, der udpeger Gyldenløveshøj på Midtsjælland som Sjællands højeste punkt, har nemlig fået et skud for boven.

Nye målinger, som en gruppe geologer har foretaget for DR Sjælland, viser, at Gyldenløveshøj i virkeligheden kun er Sjællands næsthøjeste naturlige punkt. Det højeste punkt hedder Kobanke og ligger ved Rønnede i Sydsjælland.

Når Gyldenløveshøj hidtil har været hyldet som det højeste punkt, skyldes det, at der sidst i 1600-tallet blev anlagt en kunstig høj på stedet. Men trækker man denne kunstige høj fra i regnestykket, så ligger højdepunktet på Gyldenløveshøj kun 121,3 meter over havet. Ifølge geologerne måler Kobanke 122,9 meter over havet, altså 1,6 meter mere - og her er der ingen ekstra skovlfulde jord på toppen, fortæller DR Sjælland.

Ved de nye målinger har man brugt de samme principper som i Jylland i 2005, hvor geologer slog fast, at Møllehøj er Danmarks højeste naturlige punkt.


Nyhedsoverblik