Det vi har sammen

Uheldsfærgen skal sejle Kattegat-rute

Foto: TV ØST

Den tidligere uheldsfærge "Ask" på Kattegat bliver midlertidigt indsat på fragtruten Kalundborg-Aarhus.

Fragtruten mellem Aarhus og Sjælland synes reddet, idet rederiet Clipper Group indsætter fragtfærgen "Ask" på ruten mellem Aarhus og Kalundborg.

Det sker i forlængelse af, at Mols-Linien den 15. september af økonomiske grunde indstiller fragtruten.

Det oplyser direktør Per Gullestrup fra Clipper.

"Ask" var søsterfærge til "Urd" og blev i sin tid kendt som en af tilsammen fire "uheldsfærger" mellem Aarhus og Kalundborg. I rækken af uheldsfærger var også "Peder Paars" og "Niels Kliim" - store færger, der forlængst er gjort overflødige efter den faste broforbindelse.

De talrige færge uheld med blandt andet påsejling af havneanlæg gav daværende trafikminister Kaj Ikast (K) tilnavnet "Kaj-i-kaj-kast".

- Jeg kender ikke færgens fortid, men jeg har en ren forretningsaftale med Scanlines, siger Per Gullestrup.

Der er tale om en midlertidig løsning, inden Clipper Group ved årsskiftet selv regner med at indsætte sin egen færge på den nu eneste tilbageblevne fragtrute over Kattegat mellem Jylland og Sjælland.

Den tidligere DSB-fragtfærge "Ask" er chartret af Scanlines, oplyser Per Gullestrup. Færgen sejler første gang den 16. september med to daglige afgange i hver retning på hverdage.

Per Gullestrup underskriver aftalen med Scandlines på fredag.

/ritzau/

00:26 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?