Udvikling i lejemordssag

En 21-årig mand blev i dag ved retten i Holbæk varetægtsfængslet i 4 uger. Han er sigtet for at have overfaldet en 66-årig mand i en slikbutik. Den 66-årige mand er far til den 45-årige forsmåede eksmand, der blev fængslet i tirsdags, for - ifølge sigtelsen - at have hyret 2 unge mænd fra Kalundborg til at slå sin eks-hustru og dennes nye kæreste ihjel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I tirsdags blev en 45-årig far fængslet for at bestille to unge lejemordere til at tage livet af moren til hans børn, som han nu er skilt fra.

Ifølge politiet skulle også eks-konens nye kæreste slås ihjel, og derfor forsøgte den 45-årige mand at få to lokale unge til at udføre drabene for 100.000 kroner.

Planerne blev imidlertid opdaget, og den 45-årige jaloux mand og de 2 unge, der skulle udføre drabene, blev i tirsdags fremstillet for en dommer.

Se indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090514_lejemorder.flv]

Den 45-årige, der ifølge politiet er hovedmanden bag planerne, blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger, mens de to unge mænd på 19 og 21 år, der ifølge politiet skulle stå for drabene, blev løsladt.

Den 21-årige, der har adskillige voldsdomme bag sig, kvitterede ifølge anklageren for løsladelsen ved at gå ind i en slikbutik i Kalundborg og med adskillige spark og knytnæveslag overfalde den 45-åriges far, der passede forretningen.

Hvorfor faren til den 45-årige skulle overfaldes, kom ikke frem i retten i dag.

Ifølge den 21-årige var det nemlig ham, der blev overfaldet af den 45-åriges far. Den 21-årige forklarede, at 2 personer havde grebet ham bagfra, og sat noget, der kunne være en kniv, op på halsen af ham. Derfor gik den 21-årige i panik, og tænkte kun på at komme ud af butikken sammen med sin hund af racen Amstraff. - Jeg handlede i selvforsvar, fortalte han i retten i dag.

Men 3 andre vidneforklaringer fortalte en anden historie - nemlig at den 21-årige virkede meget aggressiv og påvirket, da han kom ind i butikken. Han overfaldt den 66-årige med spark og knytnæveslag, før han forlod butikken igen.

På baggrund af vidneforklaringerne valgte dommeren at varetægtsfængsle den sigtede frem til den 8 juni.


Nyhedsoverblik