Børn af udsendte soldater får ingen direkte hjælp eller støtte fra Forsvaret, der ikke har nogen målrettede initiativer til børn, hvis forælder eller søskende er eller har været i krig.
Det skriver Information.
Men det øger risikoen for, at børnene kommer til at gå alene med deres bekymringer, lyder kritikken
Stor belastning for børnene
- Det er en voldsom belastning for børn at have en forælder udsendt, uanset hvor godt et hjem de kommer fra, og hvor stærke deres forældre end måtte være, siger Sven Arvid Birkeland, læge og forfatter til bogen Krigens Ansigt, til Information. I forbindelse med bogen har han talt med over 200 udsendte soldater og deres familier.
Forsvaret har lavet pjecer til forældrene om, hvordan man bedst takler en udsendelsen, og på Forsvarets hjemmeside kan spillet Camp Dannebrog gøre dem klogere på, hvad det vil sige at være udsendt. I 2009 forsøgte man at få etableret samtalegrupper for børn af udsendte, men de blev nedlagt, da det var svært at få grupperne fyldt op.
Forældrene må klare børnene
Forsvaret chefpsykolog, Vibeke Schmidt, mener, at børnene hjælpes bedst igennem deres forældre.
- Vores tilgang til spørgsmålet om, hvad vi skal tilbyde børn af udsendte er, at børn allerhelst vil have hjælp af deres forældre. Det bedste et barn kan tænke sig er, hvis deres allernærmeste pårørende kan tage sig af deres bekymringer og sorg. Det er udgangspunktet. Skolelærere og pædagoger er de næstbedste. Det er nogle, børnene er følelsesmæssigt knyttet til, og som de er afhængige af i hverdagen, siger hun og fortæller, at Forsvaret derfor i første omgang støtter og hjælper forældrene til at tage sig af deres børns bekymringer.
- Hvis det ikke kan lade sig gøre - og det kan det nogle gange ikke, fordi de voksne selv er meget bekymrede og bange - vil vi rigtig gerne hjælpe forældrene til at være mindre bekymrede og kunne tage sig af sit børn, siger hun.
- Hvad hvis forældrene ikke er ressourcestærke nok?
- Så er det, vi kan gøre forældrene ressourcestærke, når de søger hjælp hos os.
- Så Forsvaret vil fortsætte med at støtte gennem forældrene og ikke gå direkte til børnene?
- Ja, indtil den dag vi bliver overbevist om, at den anden vej er bedre. Det er ikke et udtryk for, at vi ikke vil. For hvis vi vidste, at samtalegrupper var det bedste, vi kunne gøre for børnene, gjorde vi gerne det.
Undrer sig over manglende hjælp
Børnerådets formand Per Larsen undrer sig over, at der ikke er nogle sorggrupper for børn, hvis forældre er i krig.
- Med alt det man ser og hører om krigene i nyhederne, kan man forestille sig, at børnene gør sig en masse forfærdelige tænker om, hvad der kan ske med deres far eller mor. Man bør overveje, om der er brug for et sikkerhedsnet i den sammenhæng. Og om det er tilstrækkeligt, at det er forældrene, der har ansvaret, for det er jo ikke sikkert, at børnene lægger alle kortene på bordet, siger Per Larsen.