Udkantsborgmester er glad for omfordeling

Borgmester i Guldborgsund Kommune glæder sig over omfordeling, men vil også give penge til mellemstore byer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landets landsbyer skal have mulighed for at for få revet faldefærdige huse ned og istandsætte andre steder, siger by- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S).

Men omfordeling kommer kun de mindre byer med under 10.000 indbyggere til gode, og den indbyggergrænse er for lavt sat, hvis man spørger John Brædder, der er borgmester i Guldborgsund Kommune.

- De mellemstore provinsbyer bliver hårdt ramt, hvis skillelinjen er på 10.000. Jeg forslår, man siger 20.000, fordi mange provinskommuner har en centerby, der fordeler sol og vind lige, siger John Brædder til Ritzau.

Det siger han, efter Carsten Hansen er kommet med forslaget i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ministeren vil omfordele renoveringspuljen på 100 millioner kroner, hvor storbyerne i dag får 77 millioner kroner. Byer med under 10.000 indbyggere skal i stedet tilgodeses. Derfor bliver fordelingen vendt på hovedet, så de mindre byer får 75 millioner.

John Brædder synes, forslaget er fantastisk nyt for mindre byer, men påpeger samtidig, at mange af de mellemstore provinsbyer kunne trænge til et løft også. Det går de glip af ifølge ministerens forslag.

- Det er vigtigt, at man kan bruge de her midler i centerbyen, men også i landdistrikterne. Derfor er min anbefaling til ministeren, at man sætter overliggeren lidt højere. Så vil der også være større forståelse for hans forslag, siger John Brædder.

Han mener, de større byer har bedre mulighed for at få private projekter og lignende til at støtte byfornyelse. Samtidig ser han gerne, at den indsatspulje på 150 millioner, som regeringen tidligere har sløjfet, kommer tilbage på finansloven.

- Beløbet her er en saltvandsindsprøjtning, men det ville betyde meget, hvis vi fik lidt af den indsatspulje tilbage, som regeringen ikke genbevilgede. Denne omfordeling er ikke en stor nok erstatning for den tidligere pulje, siger han.


Nyhedsoverblik