Egentlig var haven prydet af store træer. Men under den store storm for godt ti år siden, væltede træerne og haven skulle laves om.
Og så blev den nøjagtig som ejerne i en lille by nær Ringsted ønskede sig. Her er for eksempel stenbede med små planter, der egner sig til at vokse i grus. Og problemerne med at komme til at pudse vinduer er løst. Hvert vindue har fået sin egen lille stengang fri for beplantning, så man kan komme til.
Og alle græskanter i haven er fuldstændig lige afskåret. I familien her er det ikke gjort med en spade. De har simpelt hen en kantskærer til formålet.
Og det får haven til at fremstå velplejet, gennemtænkt og meget meget smuk.